Som ung kunstner vidste Nadia Plesner ikke hvilken vej, hun skulle gå. Svaret kom til hende, da hun lå invalideret i en campingvogn efter en trafikulykke.
Hun mødte ham på gaden. Hendes kæreste. Han havde været forsvundet i en uge. Hun råbte til ham gennem den tunge regn. At nu var det slut. Aldrig mere skulle han behandle hende på den måde, lyve for hende og blive væk i ugevis. Hun ville ikke mere.
I det samme kom en scooter med fuld fart gennem regnen. Føreren – en ældre herre – så hende ikke, før scooteren ramte hende. Hun fløj gennem luften og landede på gaden.
Opret abonnement på BT PLUS og læs Nadias historie om, hvordan en ulykke gjorde hende overbevist om, at hun ville skabe kunst der skaber debat.
Du får desuden adgang til reportager, store interviews, guider om økonomi, sundhed, træning og meget andet. 1. måned er gratis - herefter kun 29 kr. pr. måned uden binding.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Hun mødte ham på gaden. Hendes kæreste. Han havde været forsvundet i en uge. Hun råbte til ham gennem den tunge regn. At nu var det slut. Aldrig mere skulle han behandle hende på den måde, lyve for hende og blive væk i ugevis. Hun ville ikke mere.
I det samme kom en scooter med fuld fart gennem regnen. Føreren – en ældre herre – så hende ikke, før scooteren ramte hende. Hun fløj gennem luften og landede på gaden.
»Jeg husker kun i glimt, hvad der skete. Men fik senere at vide, at min hjerne efter ulykken nulstillede sig cirka hvert tredje minut, så jeg spurgte om det samme – igen og igen,« forklarer Nadia Plesner om den ulykke, hun blev ramt af en aften i den hollandske by Haarlem for otte år siden – midt i et skænderi med sin daværende kæreste.
At hun var endt i Amsterdam skyldtes en dobbeltsidet forelskelse.
Den dengang 25-årige grafiker var i 2006 i Amsterdam for at besøge det lokale kunstakademi, hvor en af hendes venner gik.
»Jeg blev fuldstændig forelsket. Akademiet var pulserende og spændende med mennesker fra hele verden, der lavede kunst til og for hinanden,« forklarer Nadia Plesner.
»Men jeg blev også forelsket i en bartender.«
De to forelskelser smeltede sammen til én drøm, som fik Nadia Plesner til at pakke sin kuffert og rejse til Amsterdam for at studere kunst.
På kunstakademiet arbejder man med at nedbryde alt det, eleverne kan i forvejen, og bygge dem op igen som kunstnere. Det skete også for Nadia.
»Jeg kom fra den Grafiske Højskole, hvor jeg havde lært alt om, hvad man stemmer, hvis man køber ind i Føtex, og hvilket cd-cover man så foretrækker. Det var dét jeg kunne, men det var også dét, jeg skulle væk fra. Jeg var god til at lave reklamer, og det var det kunstakademiet i Amsterdam forsøgte at trække ud af mig – det kommercielle.«
»Jeg havde en rosenrød idé om det liv, jeg skulle leve i Amsterdam. Jeg skulle drikke øl med vennerne, cykle langs kanalen og være sammen med manden, jeg var forelsket i.«
Rammen om drømmen var den flotte bartenders lejlighed, som Nadia Plesner reddede fra en tvangsauktion.
Private distraktioner
Men det var ikke let at holde sammen på idyllen, for den nye kæreste havde en tendens til at forsvinde i dagevis. Efterhånden gik det op for Nadia Plesner, at de mystiske byture handlede om lige dele seksuelle eventyr og narko, som kæresten både tog og solgte.
Efter første semester skulle hun til evaluering på kunstakademiet. Det gik rigtig godt for den unge dansker, mente lærerne, men de var kede af, at hun ind imellem virkede så distraheret af sit eget privatliv.
»Jeg brugte alt for meget tid på en dårlig måde. Jeg bestod den første stopprøve, selv om mit privatliv var lige ved at ødelægge det hele for mig. Jeg var på akademiet 10 timer om dagen, og når jeg kom hjem, arbejdede jeg på at renovere hans lejlighed. Men det var jo ikke dét, jeg skulle bruge min energi på, så da jeg fik evalueringen fra skolen, tænkte jeg: ’Nu må vi se at blive færdige med den lejlighed, så jeg kan give den gas med kunsten’.«
Men så langt nåede hun aldrig, før kæresten endnu en gang knuste hendes hjerte. Netop den aften, hvor hun blev kørt ned.
Egentlig slap hun billigt. Hun kunne have brækket ryggen ved det voldsomme styrt, forstod hun, da hun kom til hægterne på det hollandske hospital. Men hun var sluppet med en hjernerystelse og en mistet smags- og lugtesans. Desuden mistede hun hørelsen på det ene øre. Men hver en knogle i hendes krop gjorde ondt, især nakken hvor flere hvirvler var klappet sammen. Det skulle tage to års genoptræning, før hun var på højkant igen.
Krise i campingvognen
Nadia Plesner fortalte aldrig sine forældre, hvor slemt det stod til. For de ville have hentet hende hjem med det samme. Hun smågriner ad sin egen stædighed, mens hun fortæller sin historie fra den lejlighed på Vesterbro, der i dag er rammen om hendes liv. Men efter ulykken var der ikke meget at grine ad. Hun boede i den campingvogn, som hun og hendes kæreste var flyttet ind i under renoveringen af hans lejlighed. Campingvognen blev hendes hjem de næste otte måneder. Hun levede af penge, som hun lånte af sin mor. Hun kunne ikke gå, og det eneste sporadiske selskab, hun havde, var af den mand, som hun kort forinden havde forsøgt at slippe væk fra.
»Jeg var slet ikke tilpas med noget som helst. Jeg kunne ikke smage og lugte, så det var uinteressant at spise, og jeg kunne ikke bevæge mig på grund af smerter. Jeg prøvede at vende tilbage til akademiet, men måtte hurtigt opgive det.«
Men Nadia ville ikke hjem til Danmark. For hun var ikke klar til at opgive den del af drømmen, der hed akademiet.
»Jeg havde været forfulgt af uheld, siden jeg kom til Amsterdam. Nu var jeg nødt til at bygge mig selv op fra nul. Der var rig mulighed for forbedring. Jeg havde heldigvis rigtig meget tid til at tænke mig om. Hvad var det egentlig, jeg ville? Jeg ville lave noget, der gav mening,« fortæller hun.
En dag læste hun en lille notits i en hollandsk avis om folkemordet i Darfur.
»Der havde ikke været skrevet om det folkemord længe. Jeg troede faktisk, at det var slut. Lige over for notitsen var der en helsides-historie om, at Paris Hilton skulle i fængsel på grund af for mange fartbøder eller noget andet ligegyldigt. Det fik mig til at tænke over, hvorfor Darfur ikke fik mere plads. Jeg var forarget, og for første gang i lang tid fik jeg hovedet ud af min egen røv.«
Krigen om billedet
Nadia Plesner havde druknet sig selv i selvmedlidenhed så længe, at det var en befrielse at tænke på noget andet.
»Jeg tænkte: ’Okay, der er nogen derude, der har det værre end mig’. Det var en gnist,« siger hun, som altid har været interesseret i samfundsforhold og politik.
»Nu ville jeg tage ansvar for at gøre noget. Endelig var der noget, jeg kunne koncentrere mig om. Jeg ville lave kunst om det her – skabe debat,« husker hun.
»For hvordan kan det være, at vi svælger i underholdning, når der foregår et folkemord? Hvordan kan det være, at vi selv kan vælge, om vi vil se det?«
Resultatet var et billede af et sultende Afrika-barn med en stor Louis Vuitton-taske på den ene arm og en skødehund på den anden. Værket døbte hun ’Simple Living’, og det skulle i dén grad give Nadia Plesner noget at tænke over – i lang tid fremover. Louis Vuitton var nemlig ikke tilfredse med at blive brugt i den unge danskers kampagnekunst. Hun blev indkaldt til tophemmelige møder med modevirksomheden og hevet i retten i flere omgange, inden hun i 2012 endelig fik rettens ord for, at hun godt må referere til modevirksomheden i sin kunst.
»Jeg havde aldrig tænkt det billede som noget, der skulle hænge på et galleri, men derimod som et medieværk, der skulle nå mennesker via internettet,« siger Nadia Plesner, som brugte resten af året på projektet.
Billedet fik da også sit eget liv på de sociale medier. Det blev trykt på T-shirts, og overskuddet gik til nødhjæpsorganisationen ’Divest for Darfur’, der bl.a. sendte en 40 fods container med hospitalsudstyr til Darfur.
»Det var virkelig det projekt, der fik mig op igen.«
Nadia Plesner vendte tilbage til kunstakademiet, og i 2012 kunne hun rejse hjem til København med et diplom i hånden. Selvom det havde været seks hårde år i den hollandske hovedstad, havde hun slået sit navn fast som en debatskabende kunstner, der ikke er bange for at bide skeer med de store.
Selvom hun ramte nulpunktet midt i sit hollandske eventyr, havde det været en succes.
»Jeg havde ramt en nerve, og den debat, jeg ønskede, var kommet i gang.«
