Eneste overlevende gidseltager fra Beslan-aktionen bliver idømt livsvarigt fængsel for deltagelsen i belejringen af en skole i det sydlige Rusland i 2004.

Nurpasji Kulajev er den eneste gidseltager, som overlevede den blodige aktion i Beslan i Rusland i 2004. Men nu kan han se frem til at tilbringe resten af livet i fængsel.

En russisk domstol idømte fredag Kulajev livsvarigt fængsel for deltagelsen i belejringen af en skole i Beslan i det sydlige Rusland. 331 mennesker mistede livet.

Kulajev blev dømt for terror og mord, men nægtede sig skyldig. Han sagde, at han var blevet tvunget til at deltage.

Anklageren havde krævet dødsstraf, men dette udelukkede dommeren, fordi Rusland på ubestemt tid har indstillet henrettelser.

Den 25-årige Nurpasji Kulajev var med i den gruppe af gidseltagere, som i tre døgn tilbageholdt 1300 mennesker på en skole i Beslan i det sydlige Rusland.

Forsøget på at befri gidslerne endte i et blodbad, og hovedparten af dødsofrene var børn.

/ritzau/Reuters