En skov af gulvmopper. Vendt på hovedet.
Ja, der er selvfølgelig altid risikoen for, at et geni slår klik et tilfældigt sted mellem debut og magnum opus.Og det syn, der mødte en ved Anders Trentemøllers eneste fire koncerter i Danmark i år (spillet hen over weekenden i VEGA, København) kunne - inden spillestedet dæmpede belysningen - godt minde om ovenstående scenarie.
Heldigvis var der tale om en gimmick langt mere effektfuld og knap så ufrivillig komisk som rengøringsudstyr i uvante positurer.
Det stod klart, da VEGA slukkede for de stilistisk imponerende og kulturarvsfredede lysekroner.
Gulvmoppe-forvarslet viste sig nemlig at være en skov af bløde, efterårsklingende læderstrimler, som var den perfekte ramme for en af Trentemøllers bedste koncerter nogensinde på dansk grund.
Anders Trentemøller er uden skyggen af tvivl en af Danmarks største internationale kunstnere. Han er DEN største med flere længder, når talen falder på elektronisk musik. Og den 37-årige sjællænder har i løbet af de sidste par år også bevæget sig op i verdensligaen, når det drejer sig om effektiv, imponerende og æstetisk vellykkede sceneshow.
Musikalsk rockede Trente, som dj-musikeren bliver kaldt af beundrere, sig gennem et organisk, løvfalds-lydende bagkatalog, som stadig levnede plads til dansen i både nye og gamle numre.
Højdepunkterne begyndte tidligt, da et medlevende, men i højere grad lyttende publikum, fik serveret introen. Den kom i skikkelse af en kraftfuldt eskalerende "The Mash and the Fury" fra den seneste plade "Into the Great Wide Yonder".
Med sine to tro musketerer, Henrik Vibskov på trommer og Michael Simpson på bas, flød musikken helstøbt ud af højtalerne. Og de to musikere skabte en stemning, der var alt andet end en vi-er-med-for-at-få-det-til-at-smage-af-koncert-fornemmelse. Følelsen var mere af Trentemøller-band end af dj med backing-musikere.
Trentemøller havde, som det også var tilfældet på den sidste pladeturné i 2007-2008, dirigeret sine pladeskæringer i langt mere dansabel retning.
Således også på denne verdensturné med Trentemøllers hits fra seneste album. Både "Sycamore Feeling" og "Tide" var blevet udsat for fest-behandling på effect-knapperne, mens bpm-niveauet blev sat et hak i vejret.
Alligevel var koncerten så absolut nærværende, rocket og i øjenhøjde med publikum, der rummede både konfirmander med forældre og forældre uden deres (voksne) børn.
Eneste svaghed var lidt knas med lyden et par gange. Og selvom det er Trentemøllers force, bliver indadvendtheden nogle gange ikke forløst vellykket nok i det musikalske udtryk - en alvorlig risiko, når man som scenemand er introvert i en sådan grad, at det minder om autisme.
Det musikalske navlepilleri blev imidlertid forløst til fulde, da Trentemøller og hans sympatiske syndikat af medhjælpende instrumentister rullede settets hovedseværdighed ud.
Det kom i kraft af den halvt surf-rockede, halvt Pup Fiction-inspirerede "Silver Surfer, Ghost Rider Go!!!" Et fyldt VEGA gav efter for både fællesklap, theremin og trykkende varme og kastede sig ud i hengiven dans, mens Trentemøller for alvor markerede, at han kan rave. Hvis han vil.
Men det var bare aldrig koncertens hovedformål. Og godt det samme. Rave-potentialet har Trentemøller vist ivrigt til talrige dj-sets i Danmark og i særdeleshed foran 60.000 på Orange Scene, Roskilde sidste år.
Denne koncert var en ny retning, en ny diskurs for Anders Trentemøller, der med meget få svinkeærinder mestrede både den rene, den rodede og de små samt de store lyde.
