Metallica gav storformen endnu et hak mod skylaget ved bandets anden koncert i Forum.
Det synes for visse at være et problem af på det nærmeste uoverstigelige dimensioner, at Metallica er vendt tilbage til de Heavy Metal (okay da; Heavy FUCKIN’ Metal) værdier, de omfavnede, før de blev allemands-eje med "Metallica" albummet i 1991.
I kølvandet på bandets blændende brag af en koncert i Forum i mandags har jeg set den magtdemonstration, de leverede den aften, beskrevet som "halvslatten" og "metaltræt", mens en enkelt gudhjælpeme har efterlyst mere country & western (!!) i sættet.
Der måtte rystes på hovedet. Og det blev der også – såvel blandt fans som internt i bandet. Så fat det dog; Metallica er et Heavy Metal band, og sådan nogle spiller højt og nådesløst og uden hensyn til andet end den monumentale og følelsesladede kraftudladning, den musik er, når den er bedst.
Så hvad gør et kløgtigt kraniekvaser-kollektiv som Metallica? De går naturligvis til den anden af de fem koncerter i København onsdag aften ud og leverer en endnu bedre koncert med en sætliste, som med en slagsstyrke som en panserkrydser på kollisionskurs med en atomubåd viser, hvor mange perler, de har i kataloget.
Hele otte numre i sætlisten var skiftet ud til onsdagens koncert, og det blev det sandt for den sødeste synd ikke ringere af. Jeg mener; når nogle af de numre var "The Four Horsemen", en af de bedst turnerede og stemningsladede liveudgaver af "The Unforgiven" (Metallicas "Stairway To Heaven", som jeg har hørt den beskrevet), jeg nogensinde har hørt, samt to af de absolut bedste fra 80’ernes thrash metal katalog: "Damage Inc." og den fænomenale tøjlesløse "Trapped Under Ice".
"Alene med de to i sættet på samme aften kan det jo næsten ikke blive bedre," som min tro væbner Mathias påpegede i dén anledning.
Såmænd. Og da slet ikke når eksempelvis ét af de bedste numre fra det aktuelle "Death Magnetic" album, "Broken, Beat And Scarred", stedse udvikler sig til en kommende klassiker live, eller når Metallica synes helt nyforelskede i gamle "Sad But True", som de spiller mere tonsende tungt og indædt insisterende end i mange, mange år.
Lyden var i forhold til i mandags så tæt på krystalklar, man nogensinde kommer i en betonkatedral som Forum, når bandet spiller så højt, som Metallica gør og med et band endnu mere fokuseret og veloplagt denne gang (og det var ikke fordi det skortede på de værdier første gang), kan koncerten næsten kun tolke som et brystbuldrende "så kan I fandme lære det!" til kritikerne fra det første show.
Hvis de ikke kan, bliver det i hvert fald deres eget problem.
Vi andre lærte det for over tyve år siden. Hvilket dog ikke er ensbetydende med, at man ikke ser frem til de næste tre lektioner.
Følg med hér de kommende dage…
