Mens kunstnere som Foo Fighters og U2 har valgt at aflyse eller udskyde deres europæiske koncerter i kølvandet på terrorangrebene i Paris, besluttede Madonna at gennemføre sin koncert lørdag aften i Stockholm, Sverige.

Madonna optræder mandag i Jyske Bank Boxen i Herning.

Under koncerten i Stockholm leverede Madonna en dybtfølt, tårevædet tale om massakren i den franske hovedstad.

»Det har virkelig været svært for mig at gennemføre showet, på mange måder føler jeg mig ødelagt. Hvorfor er jeg heroppe, dansede og har det sjovt, mens folk græder over tabet af deres kære? Men det er præcis, hvad disse mennesker vil have os til at gøre. De ønsker at lukke os ned. De ønsker at lukke munden på os. Det vil vi ikke lade dem gøre,« sagde Madonna efter at have afsløret, hvorfor hun besluttede at fortsætte med sin turné gennem Europa.

»Der er folk, som ikke har respekt for menneskeliv, og der er folk, der gør grusomme, nedværdigende og utilgivelige ting mod mennesker,« sagde Madonna under sin seks minutter lange tale.

»Men vi kan aldrig, aldrig, nogensinde ændre den verden, vi lever i, hvis vi ikke ændrer os selv. Hvis vi ikke ændrer den måde, hvorpå vi behandler hinanden på daglig basis. Vi ændrer ikke verden ved at vælge en anden præsident. Vi ændrer verden ved at ændre den måde, vi behandler hinanden på daglig basis i selv de mest enkle sammenhænge. Vi må begynde at behandle alle mennesker med værdighed og respekt,« sagde den dybt berørte Madonna blandt andet.

Derefter spillede hun meget passende 'Like a Prayer'.

Se Madonnas tale her - og se hendes version af 'Like a Prayer:

http://www.billboard.com/articles/news/6762528/madonna-speech-paris-shootings-stockholm

Madonna spiller mandag aften i Herning. BT rapporterer fra koncerten.