Mayte Garcia mødte Prince, da hun var bare 16 år gammel. Som voksen kvinde ser hun i dag tilbage på de spildte muligheder og de skønne, men samtidig smertefulde minder.

»Jeg var så ung. Og jeg tog alt, hvad han sagde som den endegyldige sandhed. I dag ville jeg ønske, at vi kunne snakke igen. Der er så mange ting, jeg gerne vil fortælle ham. Og han elskede at diskutere og debattere.«

Siden poplegendens død 16. april 2016 har Mayte Garcia snakket meget om Prince. Rigtig meget. Og når hun 25. marts kommer til Danmark for at møde fans og venner på Mie Moltkes dansestudie i København, skal der snakkes og svares på alle de spørgsmål, som de danske fans må sidde inde med.

»Jeg bliver aldrig træt af at snakke om Prince. Han var min soulmate – min sjælepartner. Og på mange måder er det den eneste måde, jeg kan komme videre i mit eget liv,« siger Mayte Garcia til BTs reporter, som hun mødte første gang i 1995, da hun netop var blevet forlovet med funk-mesteren og kom til Danmark for at gøre reklame for sit Prince-producerede album, ’Child of the Sun’.

»Åh, jeg var så ung dengang. Og selv om jeg vidste, at jeg var midt i noget stort, så vidste jeg ikke, at jeg 23 år senere skulle sidde her og tale om det samme: Drømmen og musikken.«

Singer Mayte Garcia arrives at burlesque artist Dita Von Teese's performance and debut of the "Cointreau Teese" at Avalon on July 22, 2009 in Hollywood, California. Charley Gallay/Getty Images/AFP
Singer Mayte Garcia arrives at burlesque artist Dita Von Teese's performance and debut of the "Cointreau Teese" at Avalon on July 22, 2009 in Hollywood, California. Charley Gallay/Getty Images/AFP Foto: Charley Gallay
Vis mere

Sønnen døde
Dengang, som nu, var drømmen vild og musikken forførende. Men både drøm og den fælles musik fik en hjerteskærende brat afslutning, da Prince og Maytes fælles barn Amiir 22. oktober 1996 døde, bare seks dage gammel.

Amiir døde af den sjældne sygdom Pfeiffers syndrom, hvor hjernen i dette tilfælde fødtes uden for kraniet. Og efter fire svære år blev parret skilt i 2000.

»Som mor og kvinde var smerten lammende. Og midt i min egen sorg, tror jeg ikke, at jeg var tilstrækkelig opmærksom på Prince’ sorg. Jeg tror, at en del af Prince selv døde sammen med Amiir. Han mistede gnisten. Og selvom jeg hørte fantastiske ting fra ham senere, så blev det aldrig helt det samme igen,« siger Mayte, der kan prale af være én af Prince’ helt store musikalske inspirationskilder.

Således skrev Prince sin hitsang ’The Most Beautiful Girl in the World’ fra 1995 til Mayte. Og flere af musikerens bedste album fra starten af 90’erne er inspireret af Mayte og parrets kærlighed.

Aldrig joggingbukser
Men hvordan var privatlivet med Prince så. Det kan jo være svært at forestille sig den polerede og perfekte popkonge med morgenhår og sutsko.

»Ha-ha. Jeg kan med garanti sige, at Prince aldrig nogensinde havde joggingbukser på. Intet var overladt til tilfældighederne. Han havde selvfølge en frisør. Men resten, både tøjet og make-upen klarede han selv. Og selv i soveværelset var han også Prince. Og når vi var alene og måske så en film sammen, så var han iført skræddersyede silkepyjamas og håret sad perfekt.«

»Prince er den eneste mand, jeg nogensinde har måttet slås med makeuppen om. Han stjal altid min mascara. Men samtidig er han også den eneste mand, der bar fuld makeup og gik med høje hæle og samtidig var så sexet, at alle pigerne stadig ville have ham.«

Minderne er tydeligvis mange og dybe, når Mayte begynder at tale om sin sjæleven og ægtemand. Og hun indrømmer blankt, at der er mange ting, hun ville ønske, at hun ville have gjort anderledes.

»Da jeg hørte, at Prince havde det dårligt, i begyndelsen af 2016, så ville jeg ønske, at jeg havde kontaktet ham. Og set i bakspejlet ville jeg også ønske, at jeg måske havde kæmpet lidt hårdere for vores kærlighed og vores forhold - før skilsmissen,« siger Mayte Garcia.

Men hun ved godt, at hun ikke kan bringe Prince tilbage.

Vil danse for Prince
I dag bor Prince’ 44-årige ekskone i Las Vegas sammen med sin adopterede datter, Gia på seks år. Her driver Mayte bl.a. en velgørenhedorganisation for hjemløse husdyr. For lidt over et år siden udgav hun bogen ’The Most Beautiful – My Life With Prince’, om livet med poplegenden.

Og under sit besøg i Danmark vil hun ikke bare tale om Prince, hun vil også danse for ham.

»Prince og jeg var meget optaget af egyptisk mytologi. Og jeg tror virkelig på, at dansen har en åndelig styrke. Jeg taler ikke med Prince. Men jeg fornemmer hans tilstedeværelse omkring mig. Og jeg glæder mig til at dele minderne og dansen med de danske fans,« siger forfatter, foredragsholder, sangerinde og mavedanserinde Mayte Garcia.

Arrangementet med Mayte finder sted 25. marts på Soulhouse Studio i Hørsholmgade i København NV. Det begynder klokken 16.