»Den utroligt triste nyhed efterlader os målløse.«

Sådan indleder den tyske motorsportsklub MSC Schleizer Dreieck et meget følelsesladet Facebook-opslag, hvori de skriver, at deres 21-årige tyske racerkører Troy Beinlich har mistet livet.

Den tragiske ulykke indtraf på den legendariske tyske racerbane Hockenheimring, hvor adskillige Formel 1-løb er kørt på banen.

Ifølge den tyske avis Leipziger Volkszeitung skete ulykken ved German Endurance Cup lørdag, hvor der skulle køres et langdistanceløb på over 1000 kilometer for motorcyklisterne. 

De tyske myndigheder har endnu ikke meldt noget ud om detaljerne i ulykken, men Bild skriver, at Troy Beinlich mistede herredømmet over motorcyklen, og at den tragiske ulykke involverede flere kørere.

Samtidigt beretter mediet om, at dødsulykken skete foran en af de store tilskuertribuner.

Sammen med sin bror, Christoph Beinlich, startede Troy Beinlich denne sæson i Supersport 600-klassen, som er den næsthøjeste klasse på tysk jord.

Teamet, som Troy Beinlich kørte for under løbet på Hockenheimring, var i familiens navn. Beinlich Racing Team har familiens navn, da faren, Knut Beinlich, er chef for teamet.

»Vores tanker går til hans familie, hans team og hans venner og ønsker alle stor styrke i disse utroligt svære timer,« skriver MSC Schleizer Dreieck i opslaget.