LEVENDE HELE LIVET: Danskerne lever i gennemsnit fire år længere end for bare 15 år siden. Men kan alder overhovedet gøres op i tal eller er det mere en følelse, som afhænger af livssyn og antallet af skavanker? BT undersøger i en ny serie danskernes forhold til alder. Hvornår er man gammel? Hvornår føler vi os unge? Hvor mange år forventer vi at leve? Og hvor langt vil vi gå for at kunne sætte 100 lys i lagkagen - og samtidig være i stand til at puste dem ud?

Foto: David Leth Williams
Vis mere

Bodil Jørgensen, Skuespiller, 56 år

Hvornår er man gammel?

Alder er en svær størrelse. Vi har svært ved at begribe tiden. Det er det eneste vi ikke kan købe. Tiden overvinder alt.

Selvom jeg er ved at være oppe i årene, kan jeg ikke rigtig mærke det endnu. Jeg føler mig stadig ung af sind. Men det føles dog som om, tiden går hurtigere og hurtigere. Det sagde de gamle også altid: ”Hvor bliver i store”. Og det hører jeg nu mig selv sige. ”Hold kæft hvor bliver de store”.

Jeg tænker nu ikke så meget på alder. Men når jeg ser billeder af, da jeg var yngre og blev mor, kan jeg godt tænke: ”Hvor blev den tid af”. Eller når jeg ser på mine børn, der er blevet store. Det er derfor, jeg selv har fået rynker. Jeg ikke så bange for at blive gammel. Det er det der kommer efter. I virkeligheden er vi jo nok mest bange for at være døde. Selv om det jo nok er mere hårdt for de efterladte.

Der er selvfølgelig mange, der har skavanker. Ondt i knæene eller ryggen. Men i dag er man også lidt mere selv herre over det i dag i forhold til ikke at henfalde og sige: ”Jeg kan ikke mere”.  Måske skal man blive ved med at gå eller løbe. Som min mor sagde: ”Man skal holde sig i gang”.

Men det at være gammel handler også om erfaring. Jeg var lutter øre, når min bedstemor med sin fantastiske stemme fortalte om krigen, barndommen uden fjernsyn og slikkepinde til kun en øre. Erfaringer kan man ikke købe. Dem skal man have været igennem. Jeg har stor respekt for det at have levet.

Hvornår føler du dig gammel?

Når jeg bliver sat overfor elektronik. Instagram, som jeg ikke er på. Der kan jeg godt føle mig gammel af dage. Men det er ikke noget, jeg ærgrer mig over. Så oplever jeg noget andet.

Jeg kan også godt se, at jeg i løbet af de sidste år er blevet ældre. Også på fjernsynet. Jeg arbejder jo sammen med mange unge mennesker, og føler mig stadig som en af dem. Men nu spiller jeg deres mor eller bedstemor. Så er man jo ved at være oppe i alderen. Men jeg vil godt reklamere for det. At være gammel.

Hvornår føler du dig ung?

Når jeg danser og leger med Rigmor og hendes veninder.  Eller når jeg går tur med min hund. Bare går. Så synes jeg, at jeg kan gå til verdens ende.

Hvornår føler du dig gammel?

’At være gammel’ er en følelse, som indhenter én i bestemte situationer, og som i høj grad hænger sammen med dit helbred.

Den dag, du skal puste 80 lys ud i lagkagen, er du gammel. Det er i hvert fald den alder, flest danskere peger på, når de skal sætte et tal på ’at være gammel’, viser en undersøgelse, som Yougov har lavet for BTMX.

Ikke overraskende rykker den opfattelse med alderen. Blandt den yngste målgruppe, mener én ud af tre, at man allerede er gammel, før man fylder 70 år. I den ældste målgruppe mener tre ud af fire til gengæld, at det kræver 80 lys i lagkagen, før man kan kalde sig gammel.

Alder er ifølge etnolog fra Center for Sund Aldring Københavns Universitet, Aske Juul Lassen, i høj grad er situationsbestemt. F.eks. når man ser de ser sig selv i spejlet, har fødselsdag, pensionsselskabet ringer eller Ældresagen kontakter en.

»Når de ældre viser rundt i hjemmet og f.eks. støder på et billede af deres forældre, går det op for dem, at de faktisk er ældre, end forældrene var på billedet. Men de føler jo, de ser temmelig meget yngre ud,« siger han.

I Ældresagens Fremtidsstudie svarer næsten hver anden i aldersgruppen 50-84-årige, at de føler sig yngre, end det tal, der står på dåbsattesten. Og her spiller helbredet en afgørende rolle. 87 pct. af dem, der føler sig yngre, end deres alder, har i undersøgelse et godt selvvurderet helbred.

»At være gammel er selvfølgelig ikke en sygdom. Men alderen er ofte noget man føler gennem sygdom,« siger Aske Juul Lassen.