Nordjyllands Beredskab er fredag morgen hastet mod en bygningsbrand på Østermøllevej i Nykøbing på Mors.

Det oplyser de på Twitter.

Meldingen lød i første omgang på, at et værksted var overtændt.

Til B.T. oplyser beredskabet, at der er tale om en virksomhed, der normalt producerer dyrefoder, som står i flammer. Bygningen, der er i flammer, kan ikke reddes.

Indsatsen er blevet opgraderet med flere enheder, fordi det drejer sig om en stor hal med både halm og gasflasker, oplyser beredskabet.

Beredskabet bekræfter, at der er tale om en voldsom brand.

»Vi har rigtig mange ressourcer afsted,« lyder meldingen.

I alt har 30 personer fra tre stationer samt et hold fra Beredskabsstyrelsen været en del af slukningsarbejdet.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser på Twitter, at den kraftige røg så småt er dæmpet, og der således kun er lys røg tilbage.

Desuden sender man en opfordring til de borgere, der har været tæt på røgen:

'Har du været udsat for røgen og føler dig dårlig, så skal du rette henvendelse til egen læge', tilføjer politikredsen.

Nordjyllands Beredskab oplyser, at branden er under kontrol, men at der fortsat er flammer. Det formodes, at man vil være til stede ved grunden det meste af dagen.

Det vides endnu ikke, hvad der forårsagede branden. Beredskabet henviser til politiet, men det har endnu ikke været muligt at få en kommentar.