Omkring midnat tikkede en anmeldelse om et skyderi ind hos Københavns Vestegns Politi, der straks rykkede ud til boligområdet Strandgården i Ishøj.

Meldingen gik på, at der skulle være blevet affyret skud mod en lejlighed. Og det viser sig ifølge vagtchef David Borchersen, at der var hold i anmeldelsen. 

Til Ritzau oplyser han, at der fra gadeplan blev skudt op mod en lejlighed på anden sal. I lejligheden var flere personer til stede. 

»Der var flere skud,« siger vagtchefen, der tilføjer, at man efterforsker sagen som et drabsforsøg.

I kølvandet på skyderiet var politiet massivt til stede i området, hvor et græsareal blev gennemsøgt med hunde.

Også teknikere har i nattens løb arbejdet på stedet.

Ingen blev ifølge David Borchersen ramt under skyderiet. 

Der er foreløbigt heller ingen anholdte, men politiet hører meget gerne fra personer, der måtte have viden i sagen.

Du kan lytte til B.T.s krimipodcast her: