I november blev tre mænd anholdt og sigtet for voldtægt af en 17-årig pige. Fredag er de blevet frifundet.

Sønderborg. Tre unge mænd er fredag ved Retten i Sønderborg blevet frifundet for voldtægt og blufærdighedskrænkelse mod en 17-årig pige.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Overgrebene skulle have fundet sted ved 04-tiden om morgenen den 18. november sidste år.

Ifølge pigen blev hun voldtaget og krænket af de tre mænd på 19, 19 og 23 år på et pizzeria i Aabenraa. Mændene blev anholdt og varetægtsfængslet samme aften.

Men fredag blev de altså frifundet. Domsmandsretten mener ikke, at det kunne bevises, at der var tale om et overgreb fra de tre mænds side.

- Jeg er overrasket over byrettens afgørelse, hedder det i en udtalelse fra sagens anklager, Pernille Bach Pedersen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Men jeg tager til efterretning, at domstolen har vurderet beviserne anderledes, end anklagemyndigheden har gjort.

Anklagemyndigheden vil nu nærlæse dommen og derefter afgøre, om man vil anbefale Statsadvokaten i Viborg at anke dommen.

/ritzau/