Torsdag klokken 11.30 modtog en 77-årig kvinde fra Stenløse et opkald fra en bankansat.

Eller det udgav manden i røret sig i hvert fald for at være.

Personen fortalte kvinden, at der var blevet uretmæssigt hævet penge fra hendes konto, og hendes kreditkort skulle derfor spærres.

Og det samme var også tilfældet for kreditkortene, som tilhørte den 77-årige kvindes mand.

Ikke længe efter dukkede en mand op på ægteparrets adresse og bad om at få kreditkortene udleveret.

Han talte dansk, var spinkel, mørk i huden og sydeuropæisk af udseende.

Før de fik spærret deres kort havde manden, som hentede dem, hævet et kontantbeløb fra deres konti.

Det skriver Nordsjællands Politi i deres døgnrapport.

Senere torsdag eftermiddag blev en 85-årig kvinde udsat for bedrageri med samme fremgangsmåde i Værløse.

Kvinden udleverede her sine kreditkort til en mand, der beskrives som østeuropæisk af udseende og omkring 28-32 år.

Manden var lys i huden med sort kort hår og iført blå jeans, hvid skjorte, blå trøje og blå sko.

På grund af torsdagens bedragerisager gør Nordsjællands Politi opmærksom på, at bankerne ikke arbejder på den måde.

Er man i tvivl om, hvorvidt personen faktisk er ansat fra det sted, som vedkommende påstår, så kan man anmode om fulde navn og selv kontakte arbejdspladsen og få det bekræftet.

Man skal selv finde nummeret på virksomheden og selv ringe. Bedrageren kan finde på at udlevere et falsk nummer.