Makabert drab på en familie er efter fem år fortsat en gåde, der optager franskmændene.

Det er en historie, som franskmændene ikke lige glemmer. Fem år er gået, men mysteriet og gruen hersker stadig.

Baggrunden rummer al den uhygge, man næsten kan forestille sig. Den 21. april 2011 blev fire børn og deres mor fundet dræbt og gravet ned i deres egen have i Nantes i det nordvestlige Frankrig, og faderen - den mulige gerningsmand - er stadig eftersøgt i en sag med kolde spor og mærkværdige påstande

Familien Dupont de Ligonnes havde været efterlyst i tre uger, indtil politiet fandt et afskåret menneskeben ved familiens hus. Senere fandt man de fem nedgravede lig.

Moderen, 49-årige Agnes, og de to sønner på henholdsvis 18 og 21 år, Thomas og Arthur, lå begravet under familiens terrasse, og senere fandt politiet også den 16-årige datter Anne, som var begravet sammen med familiens to hunde og den 13-årige søn Benoit. Alle var blevet skudt.

Straks blev faderen, Xavier Dupont de Ligonnes, eftersøgt af politiet som hovedmistænkt, og man havde da også færten af den dengang 50-årige forretningsmand, der drev et par internetfirmaer, og som stammer fra en adelig slægt.

Sporet pegede mod Sydfrankrig, hvor hans hævekort var blevet benyttet i området Roquebrune-sur-Argens ved den franske riviera. I samme område blev han også set på overvågningskameraer, men man pågreb ham aldrig.

Efterforskningen har givet anledning til diverse teorier om, hvad der kan være sket, og hvad der eventuelt kunne ligge som motiv.

Havde arvet riffel

Xavier Dupont de Ligonnes havde fem måneder før drabene arvet en riffel fra sin far og var begyndt at gå til skydning i den lokale skydeklub.

Samtidig fandt efterforskere belastende kvitteringer på køb af en lyddæmper samt en spade, en to-hjulet trækvogn, kalk og andet udstyr, der kan være brugt i forbindelse med nedgravningen af ligene.

Kort før familiens forsvinden fortalte Xavier Dupont de Ligonnes bekendte, at han havde arbejdet som dobbeltagent, og på grund af et vidnebeskyttelsesprogram i forbindelse med en narkosag var han nødt til at rejse til USA.

Denne påstand har politiet siden afvist som usand.

En efterforsker bærer et af de fem lig væk, der blev fundet begravet i familiens have i Nantes. Foto: AFP
En efterforsker bærer et af de fem lig væk, der blev fundet begravet i familiens have i Nantes. Foto: AFP Foto: JEAN-SEBASTIEN EVRARD
Vis mere

Xavier Dupont de Ligonnes var tilsyneladende i store pengeproblemer og havde bl.a. bedtt en elskerinde fra Paris om økonomisk hjælp.

Ydermere kom det igennem en række e-mail kommet frem, at Xavier Dupont de Ligonnes, som i teknisk forstand var greve, anså sig selv som værende en del af en romersk-katolsk elite, der var andre mennesker overlegen:

»Jeg tilhører en gruppe af mennesker, som er intelligente, målrettede, afbalancerede, med god moral og fysisk helbred. Den slags mennesker er sjældne sammenlignet med masserne,« skrev han bl.a.

Det er nu fem år siden, familien blev fundet dræbt, og trods næsten 900 henvendelser fra hele verden - lige fra Sydamerika til Australien - om den eftersøgte, er der stadig ingen, der ved, hvor han opholder sig.

Der har også været ledt i grotter efter ham, men den mest fremherskende teori er dog, at han ikke længere lever.

Politidirektør for Nantes politi Jean-René Personnic fortæller, at sagen stadig undersøges.

»Dette er ikke en sag, der er henlagt til et hjørne af kontoret. Denne sag er stadig i live,« siger han ifølge France24 og forklarer, han stadig er mærket af sagen.