»Han var en fantastisk personlighed, som vil blive savnet meget.«

Den 55-årige efterskolelærer, der natten til onsdag blev dræbt i sin bil af et faldende træ, endte sit liv på en usædvanligt meningsløs måde.

Men som lærer for utallige elever på Hårslev Efterskole nåede han at sætte sig uforglemmelige spor og give tilværelsen ekstra mening for de mange mennesker, der kom i kontakt med ham.

Det fremgår tydeligt af de overvældende reaktioner og mindeord, der er strømmet ind på blandt andet efterskolens Facebook-side i kølvandet på den tragiske sag fra Sorø.

Her ses en tidligere elev fra Hårslev Efterskole Rosa Skovly på 22 år sammen med den nu afdøde  efterskolelærer. 
Her ses en tidligere elev fra Hårslev Efterskole Rosa Skovly på 22 år sammen med den nu afdøde  efterskolelærer. 
Vis mere

»Verdens bedste og sødeste,« lyder det blandt andet fra den tidligere elev Rosa Skovly på 22 år.

Hun har nu taget initiativ til at samle ind til blomster til begravelsen fra hele hendes årgang, der fra 2017 til 2018 havde den dræbte lærer som underviser.

»Han var den bedste efterskolelærer, og vi havde et helt særligt bånd, dengang jeg gik der,« forklarer hun til B.T.

Politiet har sigtet seks unge mænd for at være skyld i lærerens pludselige død ved med en motorsav at fælde det næsten 40 meter høje træ, der forleden ramte hans bil på Parnasvej i Sorø, da han var på vej hjem fra arbejde.

De seks unge mænd i 20 års-alderen er fortsat sigtet for drab af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, selv om en dommer i byretten i Næstved torsdag aften besluttede at løslade dem efter et langvarigt grundlovsforhør.

Alle seks mænd nægtede sig skyldige i sigtelsen for drab

Ligeledes nægtede de sig skyldige i en anden sigtelse om i grov kådhed knap to timer tidligere at have bragt andres liv i fare, da et andet træ blev fældet, så det faldt ned over vejbanen på Slagtrupvej nord for Slagelse.

I retsmødet besluttede dommeren, at det skulle være forbudt at referere den 55-årige lærers navn fra grundlovsforhøret, men B.T. har af hans efterladte hustru fået lov til at bruge de billeder, der findes på parrets Facebook-profiler.

For eleverne og kollegerne på Hårslev Efterskole var det 55-årige offer for onsdagens træfældningstragedie i Sorø et elsket omdrejningspunkt.
For eleverne og kollegerne på Hårslev Efterskole var det 55-årige offer for onsdagens træfældningstragedie i Sorø et elsket omdrejningspunkt. Foto: Privat
Vis mere

Fra Hårslev Efterskole er 19-årige Patrick Hansen en af de tidligere elever, der ikke lægger skjul på, at den dræbte lærer nåede at gøre et stort indtryk på ham som en fantastisk personlighed.

»Han var en fantastisk lærer og person, så det er kun godt, at andre også hører, at han var elsket af mange.«

»Han var bare en person, som man altid kunne komme til. Han hjalp mange, og uden ham havde efterskoletiden ikke været det samme. Altid så smilende og nem at snakke med.«

»Vi følte bare, at vi havde fået den bedste lærer på skolen. Sjov og forstående. Han vil altid blive savnet meget,« forklarer Patrick Hansen til B.T.

21-årige Daniel Schmidt Larsen, der gik på efterskolen fra 2018 til 2019, er helt på linje.

»Han var den sjoveste medielærer. Altid super underholdende og sjov – både i og uden for undervisningsregi. Samtidig var han meget afslappet og sjov at være sammen med. Han skabte god stemning, og han var god til at få folk til at grine,« fortæller den tidligere elev fra efterskolen over for B.T.

»I fritiden var han med til at holde LAN-event og var i det hele taget sjov at være sammen med. Han skabte god stemning, og han var god til at få folk til at grine.«

Også 22-årige Emma Kolding Sørensen nåede i sin tid som efterskoleelev fra 2018 til 2019 at få fornøjelsen af læreren.

Og hun er enig med de andre i, at han en sjov lærer.

»Han vil altid blive husket. Et helt igennem sjovt og godt menneske på alle måder.«