For godt et år siden mistede en 17-årig dreng livet i en voldsom trafikulykke på Oddenvej på Sjællands Odde.

Torsdag blev drengens barndomsven, en i dag 19-årig mand, dømt for uagtsomt manddrab i forbindelse med ulykken, skriver sn.dk.

Straffen til den 19-årige lyder på halvandet års betinget fængsel. Hertil følger et halvt års frakendelse af kørekortet.

Ulykken skete natten til lørdag 20. august sidste år, da de to venner var på vej hjem fra en fest. 

Blomster og mindeord efter dødsulykken ved Sjællands Odde.
Blomster og mindeord efter dødsulykken ved Sjællands Odde. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Den 19-årige, der førte bilen, mistede herredømmet og kørte af vejen.

Her ramte bilen nogle træer, og den 17-årige blev fastklemt og døde af sine kvæstelser.

Den 19-årige kunne kravle ud af bilen og søgte mod en ejendom i nærheden, hvor han fik tilkaldt hjælp.

Under sagen er det kommet frem, at den 19-årige kørte for stærkt og havde en alkoholpromille på 0,97.

Han var 18 år, da ulykken skete, og han kom også selv slemt til skade.

Ifølge sn.dk brækkede han både nakken og kravebenet samt slog en skulder af led.

Dommen er ifølge sn.dk betinget af, at den 19-årige udfører samfundstjeneste, når han er i stand til det.

Her et helt år efter ulykken lider han nemlig stadig af fysiske og psykiske mén.

Den unge mand har udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.

De to barndomskammerater kommer begge fra lokalområdet.