Mens der er anmeldt markant mindre vold, indbrud og hærværk end de forrige tre år, er der flere husspektakler.

Under coronakrisen har politiet landet over rykket ud til færre indbrud, hærværk og voldstilfælde.

Alene anmeldelser om vold er faldet med 31 procent i ugerne fra nedlukningen af landet i midten af marts til første fase af genåbningen midt i april sammenlignet med de tre foregående år.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af Syddansk Universitet, Det Kriminalpræventive Råd og Syd- og Sønderjyllands Politi.

Undersøgelsen fokuserer på fem typer kriminalitet under nedlukningen.

Mens vold, indbrud og hærværk ligger markant lavere end de forrige tre år, ligger husspektakler over. Der kan ikke siges noget entydigt om antallet af voldtægtsanmeldelser på baggrund af undersøgelsen.

Husspektakler omfatter skænderier og konflikter i hjemmet, hvor politiet har været involveret, men hvor der ikke er blevet registreret et egentligt voldstilfælde.

Dem var der 42 procent flere af under nedlukningen. Det er markant mere end de foregående år, skriver Kristeligt Dagblad.

Der kan være flere forklaringer på de færre anmeldelser om vold, siger professor ved Syddansk Universitet Linda Kjær Minke.

Hun peger på en norsk undersøgelse, som har vist, at for hver time, udskænkningsstederne sælger alkohol, øges volden med 16 procent.

Det, sammenholdt med den nye viden om faldet i under nedlukningen, bør give anledning til refleksion, hvis man vil forebygge vold fremadrettet, mener hun.

Vicepolitiinspektør Christian Østergård fra Syd- og Sønderjyllands politi er enig.

- Mængden af alkohol spiller en væsentlig rolle i forhold til vold. Og det er derfor oplagt at kigge på, hvordan udskænkningen kan blive mere ansvarlig.

- Det kunne for eksempel være ved at overveje, hvor længe man udskænker alkohol, og om man udskænker til gæster, der allerede er synligt påvirkede, siger han.

Ud over det markante fald i vold har der også været et fald på 41 procent i antallet af indbrud i private hjem.

Det skyldes ifølge folkene bag undersøgelsen, at de mange hjemmearbejdende danskere har gjort det vanskeligere at være indbrudstyv i boligområderne.

- I takt med at samfundet nu åbnes op igen, er det oplagt at afskrække tyven ved hjælp af aktiv nabohjælp, så det fortsat ser ud som om, at der er nogen hjemme, siger Christian Østergård.

/ritzau/