Der er sket et alvorligt trafikuheld på Overdrevsvejen i Hillerød.

Det skriver Nordsjællands Politi på Twitter.

De arbejder lige nu på stedet, og vejen er helt afspærret på ubestemt tid. Ifølge vagtchef Jakob Tofte er der umiddelbart tale om et frontalt sammenstød mellem to personbiler.

»Der er i hvert fald to personer i kritisk tilstand, som skal køres derfra med eskorte. Vi skal have lavet nogle undersøgelser på stedet med teknikere og bilinspektører.«

Der er tale om en 19-årig mand og en 16-årig kvinde. De pårørende er underrettet.

Det er for tidligt at sige noget om, hvordan ulykken er sket, lyder det videre, men til Ritzau kan han fortælle, at der i alt er fire, som er kommet til skade. De to i kritisk tilstand sad i samme bil.

Politiet beder trafikanter søge alternative ruter, følge deres anvisninger og gøre plads for redningskøretøjer.

Frederiksborg Brand & Redning og akutberedskabet er til stede.

B.T. følger sagen.