Mareridt blev til virkelighed for et ældre ægtepar natten til torsdag.

Mens de lå og sov, brød to mænd i deres hjem i Ugerløse ved Holbæk, kan man læse i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Klokken 02.14 anmeldte kvinden, som er i 80´erne, at hun netop var blevet vækket af to mænd, som stod i hendes soveværelse og lyste med en lommelygte.

Mændene sagde, at de kom fra hjemmeplejen, men da ægteparret ikke får hjælp i hjemmet, råbte hun på sin mand, som var i et andet værelse.

De to mænd forlod herefter stedet til fods.

En patrulje blev straks sendt til stedet, men de fandt ikke frem til nogen mistænkte.

Der blev lavet en gerningsstedsundersøgelse som viste, at havedøren var opbrudt.

Stuen var gennemrodet, og skabe og skuffer efterladt åbne. Der var stjålet 500 kroner i kontanter og et dankort.

Politiet efterforsker nu indbrudssagen og søger i den forbindelse vidner.

Den ene af de to mænd beskrives som 165-170 centimeter, og han talte dansk.

Den anden mand var 160-165 centimeter, og han havde spinkel kropsbygning. Han var iført en mørk hætte, og han talte dansk.

Borgere, som har bemærket de to mænd omkring Stærvej i Ugerløse natten til torsdag, og som har oplysninger om et eventuelt køretøj eller de to mænd, bedes kontakte politiet på telefon 114.