Igen og igen er brandvæsnet i løbet af weekenden rykket ud til mindre brande i Slagelse. 

Det er politiets mistanke, at en flok unge mennesker står bag, og to teenagedrenge er allerede sigtet i sagen, men man vil meget gerne høre fra vidner, der måtte have set noget.

»Politiet hører derfor gerne fra folk, der har set eller hørt noget i den forbindelse. Politiet kan kontaktes på telefon 114,« skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi således i mandagens døgnrapport. 

Der er tale om i alt ti brande, som primært er blevet antændt i containere i det centrale Slagelse. 

Ingen er kommet til skade, men det gør ikke sagen mindre alvorlig, noterer politiet, der vil være synligt til stede i byen, mens den intensive efterforskning pågår. 

Den første brand blev anmeldt klokken 22.52 lørdag aften, og den kommende halvanden time landede yderligere fire anmeldelser.

Flere gange traf politiet en gruppe helt unge mennesker ikke langt fra flammerne, og to drenge på 14 og 16 år blev på et tidspunkt anholdt og kørt ind til afhøring, hvor også de sociale myndigheder blev inddraget på grund af deres alder.

Begge blev sigtet for forsætlig brandstiftelse og efterfølgende løsladt.

Søndag begyndte anmeldelserne om brande så atter at tikke ind hos politiet. Den første klokken 21.47. Den sidste klokken 23.19.

Til Ritzau oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Heidi Brandt Andresen, at det ikke er første gang, politiet efterforsker den type brandstiftelser i byen.

»I perioder har vi haft brande i Slagelse, og der har både vores lokalpoliti og efterforskningen haft held med at have dialog med nogle af de mistænkte og også sigtet nogle i sagerne,« siger hun mandag morgen.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.