En kvinde kom tirsdag så alvorligt til skade under en politiaktion på en adresse i Tårnby på Amager, at hendes liv ikke stod til at redde.

Og nu er sagen landet hos Den Uafhængige Politianklagemyndighed, der skal kortlægge episoden, der altså blev fatal for kvinden.

Det oplyser DUP, som myndigheden også kaldes, på sin hjemmeside.

Her beskrives det, hvordan politianklagemyndigheden blev informeret om episoden 18.24 tirsdag.

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Her var den 34-årige kvinde fortsat i live, men kvæstet.

»Efterfølgende er hun afgået ved døden,« lyder det ganske kortfattet om den episode, der nu skal efterforskes.

Ved du noget om sagen? Så hører B.T.s journalist Katja Mejborn meget gerne fra dig. Send en mail til kame@bt.dk.

Netop på grund af efterforskningen har Den Uafhængige Politianklagemyndighed for nuværende ikke yderligere kommentarer til sagen.

Hvorfor politiet i første omgang var rykket ud til adressen, hvad der skete undervejs, og hvilke kvæstelser kvinden fik, er derfor for nuværende uvist. Heller ikke dødsårsagen eller tidspunktet for kvindens død er oplyst.

Det er langt fra ukarakteristisk, at Politianklagemyndigheden holder oplysninger om en sag helt tæt ind på kroppen.

Myndigheden har blandt andet til opgave at indlede efterforskninger, når personer kommer til skade eller mister livet i forbindelse med politiets arbejde.

Når efterforskningerne er overstået, sender myndigheden en redegørelse videre til Statsadvokaten i København, der vurderer det videre forløb.

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Heller ikke Københavns Politi ønsker tirsdag eftermiddag at udtale sig om sagens detaljer.

I et skriftligt svar til B.T. lyder det:

»Københavns Politi kan bekræfte, at vi tirsdag aften var til stede på en adresse i Kastrup, hvor en 34-årig kvinde afgik ved døden efter at være kommet alvorligt til skade.«

»Den Uafhængige Politiklagemyndighed undersøger nu omstændighederne, og Københavns Politi kan derfor ikke udtale sig yderligere om hændelsen.«