Natten til søndag blev Østjyllands Politi kontaktet af en beværtning i Aarhus, hvor der var opstået tumult.

Det skete klokken 2.45.

En 19-årig mand opførte sig aggressivt over for en pige uden for natklubben Kupé på Europaplads, hvilket fik dørmanden til at reagere.

Personalet på klubben kendte manden fra tidligere, hvor han også havde haft en truende adfærd over for dem.

Da en politipatrulje kort efter kom til stedet, fandt de den 19-årige spirituspåvirkede mand i nærheden.

Han blev derfor anholdt på stedet og taget med i detentionen.

Det fremgår af politiets døgnrapport.

Manden vil efterfølgende blive afhørt til sigtelsen for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og dernæst løsladt, oplyser politiet.