Knæk Cancer-ugen er for mange, mange danskere forbundet med store følelser.

Én af dem er tv-værten Hans Pilgaard, som selv har haft sygdommen særdeles tæt inde på livet.

Han blev nemlig i 2015 ramt af tarmkræft, men kunne til sidste års 'Knæk Cancer'-show dele den glædelige nyhed, at han nu er erklæret rask.

Det gør dog ikke den årlige Knæk Cancer-uge nemmere at komme igennem.

»Det ærlige svar er, at jeg – efter jeg selv blev ramt – har set meget lidt af, hvad der er i den uge. Jeg kan ikke være i det. Jeg synes, det er for hårdt,« fortæller han på den røde løber til årets show og understreger:

»Jeg synes, det er vigtigt, at det er der, men jeg tror også, det er vigtigt, at man hver især tænker over, hvad man kan. Jeg kan ikke være så meget i det så længe.«

Hans Pilgaard tager da også selv plads i callcenteret i Knæk Cancer-studiet og tager imod donationer fra nær og fjern – omend, det kan være en barsk omgang.

»Jeg synes også i aften er hård, når man sidder inde i callcenteret. Der kommer jo nogle samtaler igennem, som gør dybt indtryk,« forklarer han.