»Det er så fantastisk og jeg er så taknemmelig.«

Sådan fortæller Hans Pilgaard, der i aften er mødt op for at hjælpe til i callcenteret ved dette års 'Knæk Cancer'-show.

Han har nemlig en rigtig god nyhed at dele.

»For to-tre måneder siden fik jeg at vide, at det var overstået og jeg er rask,« fortæller han, da snakken falder på den kræftdiagnose, han selv fik i 2015.

Hans Pilgaard var ramt af tarmkræft, men det er nu – langt om længe – et overstået kapitel for den garvede tv-vært.

»Jeg står her som et bevis på, at det kan lade sig gøre, så man må ikke lade sig slå ud, når man bliver ramt af kræft,« siger han.

På trods af de glædelige nyheder, er 'Knæk Cancer'-ugen alligevel noget, der sætter sig dybt i den 58-årige vært. En svær uge at komme igennem – rask eller ej.

»Det er jo sådan en uge, jeg egentligt har lyst til at flygte lidt fra,« fortæller han.

»Jeg synes, det er en hård uge, men det er en vigtig uge – og nogle gange er det jo vigtigt at gøre noget af det, som er svært.«

For Hans Pilgaards eget forløb  har det været en vigtig faktor at holde håbet højt, og det er lige netop det, han vil råde andre i samme situation til at gøre.

»Man skal tro på håbet, holde fast i det – snakke med nogle mennesker om, hvordan man har det.«