Den spanske superstjerne Camilo Sesto er død i en alder af 72 år.

'Kære venner. Vi er kede af at måtte informere jer om, at vores store og fantastiske Camilo Sesto har forladt os. Hvil i fred.'

Sådan står der i et opslag, som søndag blev offentliggjort på den spanske megastjernes Twitter-profil.

Sestos manager, Eduardo Guervós oplyser til det spanske medie TVE, at sangeren døde på et hospital i Madrid tidlig søndag morgen som følge af to hjertestop.

Camilo Sesto, hvis borgerlige navn var Camilo Blanes Cortés, undergik ifølge Billboard en levertransplantation tilbage i 2001 og har efterfølgende haft periodiske helbredsproblemer.

Det skrantende helbred hindrede dog ikke den spanske sanger - som er en af de helt store navne inden for latin popmusik - i at lave musik.

Han arbejdede på ny musik helt op til sin død, og faktisk er et nyt album fra latinstjernens hånd sat til at udkomme den 13. september.

Efter planen skulle Camilo Sesto også have turneret USA rundt i oktober.

Camilo Sesto har i sin 40-årige karriere solgt mere end 100 millioner plader på verdensplan.
Camilo Sesto har i sin 40-årige karriere solgt mere end 100 millioner plader på verdensplan. Foto: FERNANDO ALVARADO
Vis mere

Den spanske superstjerne var ikke blot sanger, men også producer og sangskriver, som skrev størstedelen af sine sange selv.

Han har solgt mere end 100 millioner albums verden over i løbet af hans 40 år lange karriere og er blandt andet kendt for hitsne 'Algo de mí,' 'Perdóname,' og 'Melina.'

I 1975 havde han hovedrollen i den spanske udgave af Andrew Lloys Webbers musical 'Jesus Christ Superstar'.

Blandt andet den spanske premierminister Pedro Sánchez har udtrykt sorg over stjernens pludselige død. 'Spanien og hele Latinamerika sørger tabet over Camilo Sesto. Hans melodier vil altid være en del af vores minder,' skriver han på sin Twitter-profil.