Det var de færreste, der havde set den komme, da han sprang ud. Ham, der i årtier havde været den vildeste. Levet livet til kanten og gerne ud over den. Nu var han kristen. Troende.
»Bare det at sige ordet Jesus sender et signal til andre mennesker, som er præget af en masse fordomme. 'Drikker du så heller ikke?', 'så er du nok blevet røvsyg at være sammen med' eller 'gud, han er blevet skør'. Det skal man lige over,« lyder det fra Casper Christensen. Og så griner han.
»Nu er jeg jo så heldig, at jeg har prøvet at være udsat for lidt af hvert fra andre mennesker om, hvad de synes om mig. Så det er jo ikke sådan, at jeg er uvant på den scene.«
Den kendte komiker er en del af en stigende tendens. Har faktisk selv lagt navn til den. 'Casper Christensen-bølgen' har flere sognepræster kaldt den. Fordi han med sin åbenhed har bidraget til at aftabuisere dét at tro.
»Det ville da være skønt, hvis det er rigtigt,« siger han.
Vejen ind til troen på noget, der er større end ham selv, startede, da han for seks år siden lagde sit liv om.
Efter årtier på livets overdrev, hvor mere ville have mere af alting, var jordforbindelsen til Casper Christensen røget. Han måtte finde sig selv igen.
»For at holde fast i den livsændring begyndte jeg at arbejde med mig selv. Og i den forbindelse opstod der en større interesse for noget spirituelt,« fortæller Casper Christensen, som i starten af sin indre rejse blandt andet var i otte måneders mdma-terapi.
Jo længere han kom på rejsen, jo mere skete der i hans hoved.
Hvor han tidligere havde opfattet sig selv som ateist, begyndte der at opstå sprækker af tvivl, så da en ven en dag foreslog, at han prøvede at bede, tænkte han: 'Hvorfor ikke?'.
»Det kunne være om noget, jeg gerne ville have eller en følelse, jeg gerne ville have fjernet. I mit tilfælde var det meget en skyldfølelse. Så jeg tænkte, at der jo ikke kunne ske noget ved at prøve,« siger han om dén dag, hvor han bad sin første bøn.
»Det super smarte ved systemet er, at man behøver ikke tro, idet man siger bønnen. Så det er ikke særlig vanskeligt at starte op,« griner han og husker det som meget uhøjtideligt.
»For mit vedkommende var det Jesus, som jeg bedst kunne forholde mig til at spørge. Så det gjorde jeg. Jeg tænkte bare: 'Lad mig se, hvad det kan'. Og det kunne så noget.«
Bønnen til Jesus blev hørt.
»Ret hurtigt efter, at jeg havde bedt om at få den fjernet, forsvandt den ubehagelige skyldfølelse. Det var godt nok en øjenåbner for mig.«
»Og det er klart, at når noget pludselig virker, så begynder man at interessere for det. Så jeg måtte i gang med at læse Bibelen, med at blive døbt og alt muligt,« siger Casper Christensen, som blev døbt på sin 52-års fødselsdag sammen med sin etårige søn Jagger.
Siden har han brugt bønnen flittigt, når han føler, at han har brug for hjælp eller støtte.
»Det giver en tryghed og en følelse af at blive passet på. Det er dét, det gør for mig. Hver dag,« kommer det fra Casper Christensen om den ro, som troen giver ham.
En tro, som han ikke mindst kan dele med sin 24-årige datter Cajsa.
»Hun læser teologi på universitetet, og det er noget, der gør mig uendelig stolt. Det fylder også en del i de snakke, vi har sammen, som har ændret sig.«
»Nu kan jeg pludselig have en samtale med min datter, som er langt mere velbevandret i religion, end jeg er. Det er superfedt,« siger Casper Christensen, som ikke har daglige ritualer omkring sin tro.
»Jeg har en bevidsthed om, at jeg er troende. Jeg har en bevidsthed om Jesus. Ellers er mit liv jo ret normalt,« understreger han og erkender, at han heller ikke selv havde set den komme.
»For fem år siden virkede det her fuldstændig skræmmende, hjernevasket og tosset på mig. I dag er den bevidsthed, jeg har inde i mig selv, utrolig behagelig. Men det er ikke noget, jeg egentlig bruger energi på hverken at prædike eller tale om.«
Selvom Casper Christensen lægger navn til trosbølgen, oplever han dog stadig, at ikke alle er lige rummelige og forstående.
»Det er bare mere acceptabelt at sige, at man tror på Buddha eller noget. Det er nemmere at fordøje for folk,« siger Casper Christensen.
»Så det er stadig svært at sige det, og jeg kan mærke, at det stadig er svært for folk at forstå.«
»Jeg er heldig og lever i min egen lille boble, hvor det bestemt ikke er unormalt at tale om. Hvor mange af mine venner står og banker på den samme dør, som jeg bankede på. I min omgangskreds bliver det mere og mere noget, som vi arbejder med.«
Men han mærker også, at mange fremmede kommer og fortæller ham, at de også er troende, men ikke har turdet sige det.
»Så jeg håber, at vi kan nå derhen, hvor det at tro er et valg, folk har truffet, som de kan tale om, hvis de har lyst. At vi giver folk lov til at have en tro, der gør dem gladere.«
»For det er rart at kunne stå ved det, som hjælper en i hverdagen,« siger han.
I anledning af Dronningens fødselsdag d.16., har vi lavet et portræt af den uforfærdede, lidt skrappe og ret morsomme Margrethe, der stod meget alene, da hun blev regent - og da Prins Henrik blev syg.
