Brian Holms kæreste var tæt på at dø – og det ændrede alt: ‘Hvis hun overlever, lover jeg at gå i kirke resten af mit liv’
Hans liv har været en lang spurt. En intens jagt på at nå i mål som den første. Men ét sted finder han roen og styrken, der siver ind i hans krop og breder sig i hver en afkrog af den.
»Når jeg kommer ud af den kirke, så er der ikke nogen, der kan knække mig. Du kan klippe mine fingre af med en boltsaks, uden at jeg fortrækker en mine,« siger Brian Holm.
Det er knap 30 år siden, at den tidligere cykelrytter indgik en pagt med Gud. Tog den tro og de ritualer til sig, som han før hånligt havde kaldt overtroiske og middelalderlige.
»Jeg havde kun foragt tilovers for folk, der gik i kirke, og mine belgiske kolleger, der tændte lys ved de små kapeller langs landevejene. Men det var kun, indtil kæresten var ved at dø,« fortæller Brian Holm.
Han husker, hvordan han i 1994 kom hjem til lejligheden i Belgien og fandt sin kæreste bevidstløs på gulvet. Ambulancen kørte for fuld udrykning til hospitalet, hvor hun omgående røg på operationsbordet. I flere timer. Var tæt på at dø af de alvorlige mavesmerter.
Grebet af usikkerhed og frygt for, om hun klarede den, besluttede han at 'prøve lykken'. Gik ind i hospitalets kapel for at tænde et lys.
»Det havde jeg aldrig kunnet finde på før. Det var i desperation. Det var en SOS-situation. Mit sidste strå,« siger han om sin beslutning.
»Derinde i kapellet sagde jeg den første bøn i mit liv. 'Hvis hun overlever, lover jeg at gå i kirke resten af mit liv'. Hun overlevede. Og bordet fanger. Jeg havde lovet de højere magter at gøre det,« griner Brian Holm.
En måned senere satte han for første gang sine ben i kirken. Helt specifikt i dén kirke, han som ung knægt og murerlærling havde beundret. Udefra. Grundtvigs Kirke i København.
Og mens han måske dén dag endnu ikke var klar til at kalde sig troende, oplevede han hurtigt den stærke virkning, kirkerummet alene havde på ham.
»Så den besøger jeg tit, når jeg har allermest travlt. Mindst en gang om måneden,« fortæller Brian Holm, som bruger tiden i det storslåede rum til at sende tanker til de nære.
»I min alder kender man desværre mange, der er syge eller har problemer. Dem sender jeg tanker og tænder lys for. Og så tænker jeg på mine bedsteforældre og dem, der forlod denne verden for tidligt. Som min belgiske ven Johnny Dauwe, der hængte sig selv.«
»At sidde der giver mig en ro, som jeg aldrig har fået andre steder. Det er lidt ligesom en mobiltelefon, der er ved at løbe tør for strøm. Så snart jeg går ud ad døren igen, er der fuld plade på,« forklarer Brian Holm, som – mens han stadig kørte cykelløb – aldrig startede en tour uden at have samlet styrke i kirken.
»Det ville jeg ikke have turdet,« siger han ligeud.
»Bare jeg havde været der et kvarter, kunne du trække neglene af mig, uden at jeg fortrak en mine.«
Så griner han igen og tilføjer:
»Ellers er det Jesus, jeg beder til.«
Han har bedt mange bønner i sit liv. Ikke mindst når modstanden har været stor, og livet har sendt ham til tælling.
Det gjorde det ikke mindst i 2004, hvor den kendte rytter fik konstateret tarmkræft, og døden åndede ham i nakken.
Alligevel bad han ikke for sig selv.
»Måske er det et fjollet princip, men jeg vil aldrig bede for mig selv. Kun for andre. Men der er ingen tvivl om, at det at bede gav mig en styrke til at stå sygdommen igennem.«
'Giv mig styrke, og hvis jeg dør, så sørg for, at min familie får det godt,' bad han igen og igen i de mange måneder, hvor han ikke kendte sin egen målstreg.
»Jeg tænkte mere på min kone og mit barn. Dem, jeg skulle efterlade,« siger Brian Holm, hvis søn Albert på daværende tidspunkt blot var otte måneder gammel.
I dag er Albert 18. Datteren Mynte er kommet til. Hun er 15. Om de vil tro, vælger de selv. Han vil ikke trække noget ned over hovedet på dem. Ligesom han heller ikke kunne drømme om at prædike sin tro for nogen.
Derfor har det heller ikke den store betydning for ham, at tro er blevet mere stuerent.
Selvfølgelig kan han grine over, at ingen løfter et øjenbryn over dem, der går til numerologer, mens der bliver rystet på hovedet af dem, der går i kirke. Men:
»Jeg synes, at det er fint, at det er lidt privat. Andre folks sexliv eller deres hunde gider jeg sgu da heller ikke høre om. Så at tro er min ting. Hvad andre gør, må de selv om. Du har én chance. Få det bedste ud af det liv, du har nu,« lyder det fra Brian Holm, som trods livets slag aldrig har vaklet i sin tro.
»Ikke fordi jeg tror, at det at gå i kirke redder mit liv fuldstændig. Man får de problemer, man skal have, møder udfordringer undervejs, hvor nogle er større end andre. Når de kommer, kan man bare håbe på, at man er stærk nok i troen til at overvinde dem.«
Selv har 59-årige Brian Holm taget hul på sit sidste år i cykelkarrieren. Stopper ved årets udgang som sportsdirektør for belgiske Quick-Step. Stopper den intense jagt efter målstregen.
Men troen på, at der venter ham noget, når han kommer til livets målstreg, er klippefast.
»Vi har vel alle brug for at klynge os til et pejlemærke. Og jeg synes også, at det ville være lidt kedeligt og fantasiforladt at forestille sig, at der ikke er et eller andet ude i universet. Noget, der er større end os selv.«
