Hun har troet på ham altid. Har talt til ham. Bedt til ham. Men det var på et faldefærdigt toilet i en industribygning, at hun for alvor mødte ham. At hun vidste, hun blev hørt.
»Det var som at have taget et fix. Som om jeg havde fået sprøjtet noget direkte i armene,« fortæller Pernille Aalund om oplevelsen. Det fix vender vi tilbage til.
Den tidligere tv-vært og magasindirektør er blot en af de mange danskere, der er troende og personligt har oplevet, hvordan tro er blevet aftabuiseret de seneste år.
Hvordan tro ikke længere er noget, man skammer sig over.
For Pernille Aalund har tro været en naturlig del af hendes liv, siden hun var lille. Hendes farfar var kirkesanger og kirketjener, hendes farmor bad bønner, og hendes mor skrev speciale om Kingo og salmer.
»Jeg har skrevet bønner ned og kommunikeret med Gud, siden jeg var barn. Jeg har gemt alle bøgerne,« fortæller Pernille Aalund og peger ind mod arbejdsværelset, hvor notesbøgerne med livets bønner ligger.
Eller manifestationer, selvopfyldende profetier, som hun også kalder dem. For alt er gået i opfyldelse.
»Jeg brugte dem også i min tid som direktør på Aller. Havde dem med ind i direktionslokalet. Så Gud og manifestationer har fulgt mig altid. Hele min karriere er baseret på det,« tilføjer hun med et smil.
Det var dog først, da Pernille Aalund var midt i 30erne, og karrieren kørte i højeste gear, at hun for alvor fik kontakt. Vidste, at der var et hul igennem til de højere kræfter.
Hun var vært for talkshowet 'Pernilles univers'. Tre programmer skulle produceres på én dag.
Kort før sidste program skulle optages, fik hun pludselig, hvad hun selv kalder, en »total nedsmeltning« og måtte i hast forlade studiet.
Alt rystede på og i hende, da hun søgte tilflugt i toiletbåsen, hvor den krakelerede maling hang i flager fra loftet.
»Jeg satte mig bare ned på sædet, kiggede op på sprækkerne i loftet, og så bad jeg. 'Hjælp'. 'Hjælp'. 'Hjælp',« fortæller hun og fortsætter:
»Så oplevede jeg, at sprækken åbnede sig, at der kom hvidt lys ned mod mig. Som sank ned og ind gennem brystet.«
»Jeg følte, at jeg lettede. Jeg kunne ikke mærke sædet under mig, var bare til stede i rummet. Svævende. Og mens jeg gjorde det, ændrede min indre tilstand sig fuldstændig,« husker Pernille Aalund.
»Jeg gik fra uro, smerte, angst og hjertebanken til fuldstændig ro. Som om jeg havde taget stoffer. Sprøjtet noget ind i mine årer.«
Kort efter bankede bekymrede kolleger på døren. Hun rejste sig. Gik ud. Gik på. Og leverede, hvad hun selv mener er et af hendes bedste show.
»Det blev en milepæl for mig,« siger Pernille Aalund, som for otte år siden valgte at vinke farvel til karrierehjulet for at hellige sig sit indre liv.
I dag kalder hun sig kristen spiritualist. Er gået fra at tro på deltid til fuldtid. Hele hendes verden er bygget op om den.
Troen er blevet hendes karriere. Helligånden hendes fix.
'Du har sat Gud på dagsordenen i det offentlige rum,' som en af hendes følgere skriver.
»Jeg har set syner og visioner, er blevet hørt og har fået en opgave, et kald. Jeg tror ikke, at det er enestående for mig, men jeg tror, at det sker, fordi jeg har givet plads til det,« lyder det fra Pernille Aalund.
Men hun erkender også, at hun til tider har givet for meget plads. Så meget, at hun har haft lyst til at forlade denne verden.
»Der var så meget, der kaldte på mig, som ikke var på denne jord,« siger hun og understreger, at hun – ikke mindst af hensyn til sine børn – ikke kunne drømme om at realisere det.
Men hun har følt sig – og føler sig – draget.
»Jeg siger det ikke som en tragedie. Jeg siger det som en udfrielse, en befrielse. At der kan være en længsel efter, at det er slut.«
»Du skal jo dø lidt for at blive genfødt,« siger Pernille Aalund. Dybt berørt.
Dagligt beder hun sin bøn. De seneste år har hun to gange om ugen bedt den på de sociale medier. Sammen med sine mange følgere.
Gennem dem – og på sine kurser – har hun oplevet den stigende interesse for at tro. At tro på noget, der er større end os selv.
Men også, at der stadig er lang vej igen.
»Lige i starten måtte jeg blokere flere, som bare var vrede kristne. De syntes ikke, at det var passende, at muslimer også fulgte med i min bøn. Men jeg vil ikke udskammes.«
»Jeg føler, at jeg hører hjemme i den kristne kultur, og jeg tror også, at Jesus var en kæmpe profet. Men jeg anerkender tilstedeværelsen af alle mulige andre profeter.«
»Det var der nogle kristne, der havde det stramt med. Dem har jeg simpelthen sagt farvel til,« siger Pernille Aalund. Og tilføjer så med et fortrøstningsfuldt smil:
»Men der er flere og flere, der nærmer sig hinanden.«
I anledning af Dronningens fødselsdag d.16., har vi lavet et portræt af den uforfærdede, lidt skrappe og ret morsomme Margrethe, der stod meget alene, da hun blev regent - og da Prins Henrik blev syg.
