Kate Middleton er ikke blevet set i månedsvis.

Både kong Charles og prinsesse Kate er midt i et sygdomsforløb, men hvor kongen har været relativt åben om sin tilstand, er der mere stille fra prinsessens side. 

Det har pustet liv i teorier om hendes fravær på de sociale medier. 

Det britiske kongehus har tidligere meldt ud, at prinsesse Kate er i bedring efter en omfattende maveoperation, men det er endnu uvist, hvad hun fejler, og hvorfor hun ikke er blevet set i offentligheden siden 1. juledag. 

Da prins William for nylig pludseligt af 'personlige årsager' aflyste sit besøg til sin gudfar, den græske ekskong Konstantins mindehøjtidelighed ved prinsens hjem i Windsor, blev der pustet yderligere liv i spekulationerne om hans kones fravær.

»Vi ved ikke, hvorfor William aflyste sit besøg. Jeg synes, at han bør være mere åben, hvis paladset skal undgå spekulationer,« siger kongelig ekspert Richard Fitzwilliams til The Daily Mail. 

Han peger på, at rygterne hurtigt spreder sig i hele verden om prinsessens fravær - og en lang række brugere på det sociale medie X har bekræftet den mistanke med deres mange, mere eller mindre seriøse, teorier.

En bruger på X skriver:

'Jeg har ingen interesse i de kongelige, men historien om, at hun gav sin nyre til Charles for at blive dronning og nu er i gang med at komme sig, er for vild.'

En anden fortæller, at hun indtil for nylig var fuldstændig ligeglad med kongehuset, men nu er helt besat af at finde ud af, hvor Kate er.

En tredje brugers »favorit« er teorien om, at Kate Middleton er den anonyme kunstner Banksy, der er gadekunstner og politisk aktivist. 

Andre er endnu ikke bidt af jagten på den »forsvundne« prinsesse. 

'Jeg plejer ikke at vide, hvor Kate Middleton er, så det her er faktisk en meget standard tirsdag for mig,' skriver en sidste X-bruger. 

Det britiske kongehus har endnu ikke kommenteret på prins Williams afbud, eller hvor prinsessen »gemmer« sig. 

Indtil da svømmer internettet i memes og reaktioner på hendes fravær.

Hør det seneste afsnit af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen' om prins Williams pludselige afbud her: