Lars Walther stopper efter sæsonen i Ribe-Esbjerg for at overtage trænerjobbet i polske Azoty-Pulawy.

Cheftræneren for Ribe-Esbjergs håndboldherrer, Lars Walther, stopper i klubben til sommer efter to sæsoner i klubben.

Det oplyser den vestjyske klub på sin hjemmeside.

Et trænerjob i Polen har fået Lars Walther til at forlade klubben, fortæller bestyrelsesformand Holger Refslund.

- Lars har fået tilbudt et spændende cheftrænerjob i Polen, som han ikke kunne sige nej til.

- Ribe-Esbjerg HH ønsker ikke at stå i vejen for denne mulighed og har derfor accepteret, at Lars kan blive frigjort fra sin aftale med REHH per 30. juni 2020, lyder det fra Holger Refslund.

Lars Walther oplyser til TV2 Sport, at hans nye klub er Azoty-Pulawy, der aktuelt ligger nummer fire i den polske liga.

Ribe-Esbjerg ligger i herrernes grundspil på en sjetteplads efter 20 af de 26 spillerunder.

/ritzau/