»Vi er vores egen største fjende.«
Sandra Toft sagde det inden årets VM, og hun står ved sine ord.
Hun taler om det mentale, som landsholdet længe har nævnt som en stor del af nøglen til, at de er, hvor de er i dag.
En stærk kontrast til for blot tre år siden, hvor kritikken haglede ned over ‘de grå mus’, hvor samarbejdet med pressen var langt mere kantet, og der blev gjort ting, som betød, at for eksempel Mie Højlund havde svært ved at sove om natten.
Mere om det senere, for i dag er billedet et helt andet. Meget har ændret sig på holdet, der har formået at holde det mentale spøgelse væk fra VM-lejren i Barcelona.
»Vi har stået imod det. Det lyder klichéagtigt, men vi har snakket rigtig meget og ikke siddet inde med det selv. Det er ikke så tit, sportsfolk kan lide at snakke om dårlige og nervøse tanker. Det er vi bare blevet gode til. Vi har fundet ud af, det er rart, og at vi er nødt til det,« siger Toft.
Der er kommet en helt anden ro. Et ord, der går meget igen. De har rykket sig meget ved at skrue på lidt ting.
Både spillemæssigt men også især i kulissen, hvor den omtalte ro er en uhyre vigtig medspiller i, hvordan holdet har flyttet sig.
»Det er svært at forklare. Vi har troet på os selv og det, vi har kunnet bringe. Vi har flyttet fokus fra at have det på vores modstandere til bare at have det 100 procent på os selv, og hvordan vi skal præstere og udvikle os,« siger Mie Højlund, der har været med siden 2016.
Hun har været en del af nogle svære perioder og er nu med på et hold, der ikke er bange for at italesætte, når de er favoritter. De har gjort sig fortjent til den ‘titel’ og er ikke bange for at tale om, at de er gode.
»Det er ikke så dansk. Der er en Jantelov, der spænder ben for det. Vi har været meget bevidst om, vi ikke skal gøre os dårligere, end vi er. Tværtimod. Hvis vi tør sige, vi er gode, så kan vi også vokse ekstra. Vi behøver ikke gøre modstanderen bedre, end de er. Det er lidt en tendens i Danmark. Man vil gerne være underdog. Jeg nyder, vi tør tale om, at vi er favoritter, og den værdighed skal vi tage på os. Vi har bevist, at når vi gør det, er vi også i stand til at feje det meste modstand af banen,« siger Kathrine Heindahl.
Selvtilliden er stærk. En stærk kontrast til for blot et par år siden. Landsholdet er gået fra negative historier om et spillerbrev til landstræneren og kritik for kedelige svar til at kunne ane en VM-finale i horisonten og sidde med stort overskud.
For at forstå noget af det der er sket med holdet, kan vi skrue tiden tilbage til EM i Nantes i 2018.
Den slutrunde endte med at blive et sort kapitel. Det gik forfærdeligt på banen, og holdet blev kritiseret for deres fremtoning efter kampene. De var ‘for grå’ og gav ikke noget af sig selv, lød det.
»Jeg tror, det helt store issue i 2018 var, det er svært at give noget positivt af sig selv, når man bliver smadret med 11 mål af Frankrig og Rusland,« siger Kathrine Heindahl med et eftertænksomt udtryk.
»Pressen vil gerne have noget af os. Det er måske svært, når man dealer rimelig meget med den skuffelse, vi også selv har. Den er nok større end den, nogen kan proppe ned over os. Vi hang meget i denne her ‘grå mus’, hvor jeg tænkte: ‘Hvordan skal man finde overskuddet’,« siger hun.
Landsholdet kæmpede dengang på banen. For at blive bedre, men det endte med mange grimme nederlag, og det var svært at gå ud at svare på spørgsmål bagefter. Noget, der har ændret sig nu.
En ting er, at landsholdet nu er begyndt at vinde flere kampe, hvilket giver et naturligt større overskud, der også skinner klart igennem.
Men der har også været samtaler i landsholdslejren om, at man hjertens gerne må gå ud og sige sin ærlige mening om, hvordan man har spillet en kamp.
»Jeg tror, meget af det vi har haft fokus på, også er, at så længe du går ud og kan stå inde for dine egne udtalelser, er der intet problem. Vi skal kunne være os selv i vores udtalelser i vores forhold til medierne, så det ikke bliver for anstrengt, og man tror, man skal sige noget bestemt, bare fordi man ikke vil træde over nogle grænser,« siger Mie Højlund og fortæller, at de på holdet også ønsker at give noget til de millioner af håndboldfans, der sidder og ser med hjemme i stuerne.
Her har fokus tidligere været, hvordan de har fremstillet sig som hold, forklarer hun desuden. Noget, der er skruet ned for, så der er plads til at ‘sige det, man gerne vil’.
Og når det kommer til medier, er der en anden ting, der har gjort en stor forskel for at få den så omtalte ro på holdet. Landsholdet har taget en beslutning om at lukke ned for sociale medier under slutrunder. De læser heller ikke mediernes artikler. For mens nogle har været gode til altid at lukke ned, har andre været for slemme til at læse alt.
»Det er også svært at lade være. Også fordi når man åbner noget, har nogle kommenteret, og så kommer det ind i dit feed. Danmark er jo blandt dem med det største pressebesøg, så der er meget, og det er derude. Så er der en onkel, der siger: ‘så sagde B.T. det her om dig’, hvor jeg siger: ‘det vil jeg ikke vide’. Jeg har også sagt, at selvom det går godt, og du spiller godt, skal du ikke gå ind og læse det. Hvis man først begynder, kan man heller ikke lade være, når det går dårligt,« siger Sandra Toft.
De har på holdet ikke behov for at høre, hvad der bliver talt og skrevet om udenfor deres egen boble. Det er unødvendigt, og det vigtigste for dem er troen, de selv har på hinanden, selvom de også er glade for fokus på sporten.
Og Mie Højlund fortæller, at for hende personligt har det gjort en gigantisk forskel at lukke ned.
»Til de første slutrunder brugte jeg rigtig meget tid efter kampene på at være inde og læse folks reaktioner, artikler, alt muligt, som ikke gjorde noget som helst godt for mig. Nogle gange havde jeg svært ved at falde i søvn om aftenen,« fortæller hun.
Derfor har hun blandt andet unfollowed alle nyhedsmedier under slutrunden for ikke at blive eksponeret for noget.
»Jeg falder meget hurtigere i søvn og får mange flere timer i løbet af natten. Selvom der er 100 positive kommentarer, er det den ene negative, som sætter sig fast og gør, man måske falder en halv time senere i søvn. Så er det bare bedre ikke at læse det,« siger hun.
I dag er det næppe mange negative kommentarer, der bliver sendt i holdets retning. De har vundet de første syv kampe og er i semifinalen ved årets VM. I øvrigt den anden semifinale på to år. ‘Ja det er jo rekord,’ siger Sandra Toft med et lille grin, inden hun understreger, hvor dejligt det er efter nogle år, hvor tingene har vaklet mere.
En del af den sportslige forklaring på at der er kommet mere ro skal blandt andet findes i, at det meget er den samme stamme, der er med. De kender hinanden langt bedre, de har haft mere tid sammen, og så har en del spillere også fået mere international erfaring.
Noget, der har været med til at give den mentale ro, mens en som Christina Roslyng er skarp til at italesætte følelser og skabe dialog. Og så er der også en anden afgørende faktor: tid.
For ligesom den enkelte spiller skal finde sin vej i karrieren, har landsholdet skullet det samme. En del af nøglen har været Jesper Jensens måde at italesætte kompetencer hos de enkelte spillere, forklarer Kathrine Heindahl, der fremhæver, hvordan fokus har været på, at alle ikke skal være gode til alting. Der er 16 dygtige individuelle spillere, som skal bindes rigtigt sammen.
»Der er brikkerne for alvor ved at blive lagt,« siger Kathrine Heindahl om det puslespil, der ikke bare kan lægges med et fingerknips.
»Vi har været mange spillere, der har skullet finde hinanden på banen. Jesper er kommet til og har skullet lære os at kende. Det tager meget mere tid, end man tror. I klubberne kan det tage mange måneder. Med landsholdet har Jesper en uge ad gangen tre gange om året. Det er virkelig ikke lang tid. Når man så står til en slutrunde, skal man præstere på det grundlag. Det er mega svært. Vi er blevet meget gode til at udnytte den tid, vi har sammen,« siger Mie Højlund.
Sammen med resten af landsholdet skal hun fredag spille semifinale ved årets VM. Og her får vi svaret på, om brikkerne i puslespillet er blevet lagt så godt, at det bliver til en finale.
Men så langt frem tænker de ikke, for lige at tage et sidste eksempel på nogle af de små ting, der har ændret holdet.
»Vi tager én kamp ad gangen. Det er fuldstændig ligesom Wozniacki,« smiler Sandra Toft.
