Kevin Magnussens kollega hos Haas-teamet, Romain Grosjean, forklarer nu, hvorfor han så ofte går amok over teamradioen.

For det er næsten mere regelen end undtagelsen, at den franske Formel 1-stjerne flipper ud for rullende kameraer, når hans meldinger fra bilen og ind til folkene i garagen bliver gengivet i tv.

Nu forklarer Romain Grosjean, hvorfor han ofte lader følelserne få frit løb.

»Jeg bliver frustreret, fordi jeg vil vinde. Når jeg bliver frustreret, taler jeg i radioen. Hvor skal jeg ellers komme af med min frustration,« siger franskmanden i et interview med Autosport.

Romain Grosjean fortæller også, at han fortsat håber, at han en dag kan køre med om verdensmesterskabet i Formel 1 i et topteam. Og i den forbindelse erkender han, at han fremover må forsøge at undgå brok i samme mængder som nu.

»Jeg er selvfølgelig nødt til at skære ned på mine radio-meddelelser,« siger Romain Grosjean og tilføjer:

»Hvis du fører løbet, eller hvis du har en bil, der kan vinde, så råber du ikke, og du beklager dig ikke, for du er dér, hvor du selv mener, du hører til.«

Kevin Magnussens teamkollega nyder ifølge sig selv godt af danskerens ankomst hos Haas, hvor de to har kørt overraskende mange VM-point hjem indtil nu i denne sæson.

Men netop kampen mod Kevin Magnussen er ikke det, der tænder Romain Grosjean. Det handler om at vinde.

»Så længe du har ilden i dig og vindermentaliteten, og du ikke bare er glad, fordi du har kvalificeret som nummer 14 og har slået din teamkammerat... det kommer aldrig til at gøre mig glad,« siger han.

Næste Formel 1-grandprix afvikles 27. august på Spa-banen i Belgien.