'Jeg havde et godt løb - indtil Sergio prøvede at slå mig ihjel.'

Sådan tweetede Force Indias Esteban Ocon for bare fire dage siden om sammenstødet med teamkammerat Sergio Perez i sidste weekends belgiske grandprix.

Sammenstødet skete med tæt på 300 kilometer i timen, og franskmanden overdrev ikke, for det var en livsfarlig manøvre - for Ocon, for Perez og for tilskuerne omkring banen.

Det var ikke første gang i år, Force India-kørerne var i infight. Og efter løbet i Belgien truede teamledelsen dem med karantæne, hvis der kom endnu et sammenstød.

Truslen har åbenbart virket, for torsdag morgen opsøgte Perez Ocon i hans omklædningsrum i Force India-hovedkvarteret i paddocken i Monza.

»Jeg har haft en virkelig god snak med ham,« sagde mexicaneren.

»Alle har en mening om, hvad der er sket, men vi har ikke råd til at smide flere point, hvis vi skal forsvare Force Indias fjerdeplads i konstruktør-VM. Vi starter nu på en frisk og arbejder for teamet.«

Og Ocon tilføjede:

»Vi er begge gået over stregen, men sket er sket - det kan vi ikke ændre på. Nu er det tid til at komme videre. Hvis der kommer team-ordrer, retter jeg mig efter dem.«

Ocon var ikke den eneste kører, Perez havde kontroverser med i Belgien. Under træningen anklagede han Kevin Magnussen for at spærre for ham, og episoden blev efterfølgende taget op på kørermødet.

Det var ironisk, at Perez først klager over, at Magnussen skulle have spærret - og så et par dage senere selv bliver anklaget for at ville slå sin teamkammerat ihjel.

Kevin Magnussen kunne da heller ikke tage det alvorligt, da BT torsdag bad ham om en kommentar til Force India-kørernes sammenstød.

»Jeg har ikke set det!,« sagde han først.

Men på BT giver vi ikke op:

Okay - så tager vi det rent teoretisk: Hvis to kørere fra samme team rammer hinanden ned mod Eau Rouge-svinget med cirka 300 kilometer i timen - hvad synes du om det?

»Det vil være fedt - hvis de ligger foran mig.«

Og så blev han endelig alvorlig:

»Ocon og Perez er begge to et par hårde kørere. Jeg har et rigtig godt forhold til Ocon fra sidste år (da franskmanden var reservekører i Magnussens daværende team Renault). Og jeg synes ikke, at jeg har et anstrengt forhold til Perez. Jeg har ikke talt med ham siden episoden i Spa-Francorchamps - jeg har ikke så meget behov for at gøre noget klart over for ham. Jeg kan godt se, hvorfor han blev irriteret, men jeg kan bare ikke forstå, hvorfor han først lod mig komme forbi, når han alligevel gerne ville ligge foran mig? På den måde var han selv lidt ude om det,« fortalte Magnussen.

Hvordan var reaktionen blandt de andre kørere, da Perez nævnte episoden på kørermødet. Sad de andre og rystede på hovedet ad 'den mexicanske' tosse - eller var følelsen mere 'det er også ham den danske bisse-kører' igen'?

»Det var nok fifty/fifty,« smilede Magnussen.

»Det er ikke noget, jeg lægger så meget i. Men jeg vil bare ikke have, at man tror, at jeg prøver at pisse folk af med vilje. Det er helt med overlæg, at jeg kører hårdt og går til grænsen, men jeg gør ikke sådan noget med vilje, hvis det er unødigt. Altså medmindre jeg selv får noget ud af det.«

Foto: MIGUEL MEDINA
Vis mere

Skuffelsen over sidste weekends grandprix i Belgien, hvor han lå til et par VM-point, indtil en bremsefejl kort før mål sendte ham ned på en flad 15. plads, er overvundet.

»Det var et selvmål - min fejl,« var ordene, Magnussen afrundede Belgiens Grand Prix med.

Her i Monza er hans bil igen udlånt til Ferraris testkører Antonio Giovinazzi i dagens FP1-træning. Her starter Haas-bilerne efter planen med de nyudviklede Carbone Industrie-bremser på begge biler.

Kun hvis det bliver regnvejr til den indledende træning, holder man fast i Brembo-bremserne.

Selv om han kommer til at sidde over i FP1, tror Magnussen på et godt resultat i Monza.

»Vi ved, at vi er gode i hurtige og mellemhurtige sving. Vi er ikke så hurtige i langsomme sving, og vi er ikke de bedste på langsiderne. Men vi har en god motor, så vi er heller ikke de dårligste,« siger han.

»Men det er svært at sige præcis, hvor vi kommer til at ligge i feltet.«

FØLG FORMEL-1-kvalifikationen LIVE på BT.dk kl. 14.