Han har lyst til at lukke alt ned.

Sådan lød det tirsdag i et opslag på Instagram fra Lewis Hamilton.

'Helt ærligt, så har jeg lyst til at opgive alt. Lukke alt ned,' skrev Formel 1-stjernen i opslaget, som nu er væk, men som Daily Mail har et billede af.

'Hvorfor tage sig af noget, når verden er et stort rod og folk virker ligeglade. Jeg trækker stikket et øjeblik og samler mine tanker,' skriver Lewis Hamilton og slutter af med at takke dem, der faktisk bekymrer sig om verden.

Det er endnu ikke blevet uddybet, hvad han mener med den yderst kryptiske besked, men den har i høj grad gjort mange fans urolige.

'Jeg er så bekymret for Lewis. Jeg håber, han er okay,' lyder blot en af de mange beskeder, der er tikket ind til briten på de sociale medier.

Flere har forsøgt at kontakte ham gennem Twitter, men Lewis Hamilton er altså gået i hi. I hvert fald for nu.

Den 34-årige brite har tidligere udtrykt sin bekymring for planeten, og det er ikke første gang, han bruger sin Instagram til at italesætte det.

Tidligere på måneden delte han flere opslag, der handlede om, hvordan miljøet bliver ødelagt.

Derudover blev han veganer for to år siden, har han tidligere fortalt.

»Jeg stoppede med at spise rødt kød for to år siden. Jeg har været pescetar størstedelen af året, men nu har jeg også skåret fisk fra,« sagde han i den sammenhæng til BBC.

Derudover åbnede Lewis Hamilton sin egen restaurant, Neat Burger, sidste måned. Det er et sted, hvor maden er plantebaseret, og der bliver kun solgt veganske burgere.