Der bliver i denne uge holdt godt øje med danskernes renter.

For i denne uge afholder realkreditgiganten Totalkredit, der er ejet af Nykredit, renteauktioner. Allerede første dag står det klart, at en gruppe på cirka 9.000 boligejere med F-kort-lån står til en gedigen ekstraregning.

Og så endda oven i den forventede rentestigning.

Det slår chefanalytiker Sune Malthe-Thagaard fra Totalkredit fast. Han oplyser yderligere, at det vil ske fra 1. juli.

»Boligejere med F-kort fik et stort rentehop ved nytår, og da renterne fastsættes hvert halve år, får renten et nyt hop til 1. juli. Vi forventer, at alle boligejere med F-kort vil få en rentestigning på cirka 0,8 procentpoint til den tid, men der er en mindre gruppe, hvor de også skal have nyt såkaldt rentetillæg.«

»Denne gruppe på cirka 9.000 boligejere får en ekstra renteregning på cirka 0,5 procentpoint. De skal altså betale 1,4 procentpoint mere fra 1. juli og kommer op på en rente på formentlig over 4 procent. Det bliver ikke en billig omgang, når den nye rente slår igennem på boligregningen. Det er især boligejere med et afdragsfrit F-kort-lån, der skal betale mere.«

Også privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer siger, at det er en stor ekstraregning, som ligger og ulmer.

»F3-renten blev for tre år siden fastsat til -0,15 procent. Den rente ender efter alt at dømme på 3,46 procent, hvis dagens resultat holder ved. Det giver en stor stigning på 1.000 kroner i den månedlige ydelse efter skat pr. lånt million, hvis man har et lån med afdrag.«

»Er lånet uden afdrag, så stiger den månedlige ydelse efter skat med 2.240 kroner pr. lånt million. Det er en stor ekstra regning, som de pågældende boligejere står med, og det dækker alene udgifterne til boligfinansieringen. Mange andre dele af forbruget er også steget i pris.«

Ydelsen efter skat vil som nævnt forventes at stige med over 1.000 kroner om måneder for hver million kroner, du har lånt.

Og det vil altså beløbe sig til mere end 13.000 kroner mere i ydelse om året.

Er lånet med afdrag, så er stigningen mindre, da afdraget også falder og dermed tager noget af rentestigningen.

Her er den årlige merregning cirka 5.000 kroner om året i forventet øget ydelse efter skat.