Vildledning af kunderne kan koste dyrt.

Det har et aarhusiansk firma erfaret på den bitre måde.

Fødevarestyrelsen har givet Bichel Vine i Hjortshøj en sur smiley og en bøde på 15.000 kroner for det, der kaldes 'ulovlig anprisning af fødevarer'.

På et uanmeldt kontrolbesøg midt i august konstaterede Fødevarestyrelsen, at Bichel Vine markedsførte Ceylon kanel som havende en gavnlig virkning på menstruationssmerter og forkølelse.

Ifølge kontrolrapporten stod der på virksomhedens webshop følgende tekst:

»Til gengæld har ægte kanel masser af sundhedsfremmende egenskaber: Det virker blodsukkerstabiliserende, det er godt mod menstruationssmerter, duften af kanel fremmer hukommelsen, det er kolesterolsænkende, og det virker mod forkølelse.«

Ifølge Fødevarestyrelsen er den form for markedsføring forbudt.

I kontrolrapporten skriver styrelsen, at det ikke er tilladt »at anprise en fødevare med egenskaber vedrørende forebyggelse, behandling og helbredelse af en menneskelig sygdom eller give indtryk af sådanne egenskaber.«

Bichel Vine havde ifølge kontrolrapporten følgende forklaring:

»Det er skrevet for længe siden. Det er ikke noget, vi ville have skrevet nu. Vi får det rettet til.«

Lokalmediet Din Avis Aarhus har talt med Bichel Vins indehaver, Lars Bo Henriksen. Han siger, han er ærgerlig, men samtidig mener, at Fødevarestyrelsens straf er for voldsom.

»Fødevarestyrelsen giver os ingen mulighed for at rette op på det. Der blev bare givet en bøde med det samme, uden at vi fik en chance. Jeg synes, at det er meget voldsomt, og det værste er, at folk kun læser overskrifter, så de tror, at vi ikke gør rent, eller at det er farligt at handle hos os. Det har jo intet med det at gøre,« siger Lars Bo Henriksen til Din Avis Aarhus.

Chef for Fødevarestyrelsens Rejsehold, Michael Rosenmark, forklarer til Din Avis Aarhus, at sygdomsanprisninger vurderes som en »grov overtrædelse«, og man derfor skrider direkte til bøde.

Han siger samtidig, at Fødevarestyrelsen »slår hårdt ned« på virksomheder, der forsøger at bilde forbrugerne ind, at et produkt kan helbrede sygdomme, da det kan betyde, at folk ikke går til lægen.