I Danmark er det meste dyrt.

Danske forbrugere betaler således mere for varer og tjenester end indbyggere i 25 af de øvrige 26 EU-lande.

Det viser en ny opgørelse af forbrugerpriser fra EUs officielle statistikkontor Eurostat for 2022.

Samlet set er Danmark det næstdyreste land i EU kun overgået af Irland.

Prisniveauet i Danmark er således 44,5 procent højere end gennemsnittet i de 27 EU-medlemslande.

I Irland er det samlede niveau endnu højere, nemlig 46,4 procent mere end gennemsnittet.

Foto: Eurostat
Vis mere

Eurostat har udgivet sammenligninger af prisniveauet i medlemslandene siden 1995, og her lå Danmark hvert år frem til 2020 helt i top i et niveau omkring 40-45 procent over gennemsnittet, beretter Finans.

Men selvom Danmark nu har sluppet førstepladsen til irerne, ligger danske forbrugerpriser inden for flere underområder stadig på førstepladsen.

Danske hoteller og restauranter ligger nemlig på de suverænt højeste priser i hele EU i et niveau, som er 56 procent over EU-gennemsnittet.

Også tøj samt mad og ikke-alkoholiske drikkevarer er dyrere i Danmark end noget andet sted i EU, konstaterer Eurostat.

Her er danske priser henholdsvis 34 procent og 21 procent over gennemsnit.

Og sandelig om Danmark ikke også ligger helt i top i kategorien personligt transportudstyr med et niveau, som er 32 procent over gennemsnittet for EU.

Det hører med, at Eurostat også indsamler priser fra en række lande uden for EU.

Og tallene viser faktisk, at både Schweiz og Island ligger i et endnu højere prisniveau, nemlig i henholdsvis 74,3 procent og 59 procent over EU-gennemsnittet.

I den helt modsatte ende af skalaen finder man Rumænien, Bulgarien og Polen, som i forhold til EU-snittet ligger i indeks 57,8 til 61,5.