Der er mange penge i spil i den store handel med Paul Pogba, og det mærker især hans agent, der kan smile, når han ser på sin bankkonto.

Det er ikke kun Paul Pogba, der er blevet kastet utrolig mange penge efter i dette køb. Manchester United har angiveligt også måtte slippe et kæmpe beløb til franskmandens agent.

Den velansete agent Mino Raiola har ifølge det britiske medie The Guardian nemlig fået kastet 18,4 millioner pund efter sig svarende til i omegnen af 165 millioner kroner.

Angiveligt har det været en stor del af forhandlingen mellem Juventus og Manchester United, hvem der skulle betale den dyre agent.

Den seneste melding lyder på, at italienerne er gået med til at lade Pogba gå for 92 millioner pund (ca. 825 mio. kr.) mod, at Manchester United betaler hele Mino Raiolas betaling.

I første omgang krævede Juventus ellers 100 millioner pund (893 mio. kr.) for den franske midtbanespiller.

Paul Pogba er ikke den eneste spiller, som Mino Raiola tjener kassen på. Det tyder specielt på, at han har held hos Manchester United. Zlatan Ibrahimovic har nemlig også ham som agent, og det samme har Henrikh Mkhitaryan. Begge er skiftet til den engelske klub i dette transfervindue.

Pogba er endnu ikke officielt skiftet til klubben, men man forventer, at det vil blive præsenteret inden for de næste par dage.