Russiske myndigheder har pågrebet fire mænd, der er mistænkt for at svindle for millioner i en falsk handel involverende en dansk fodboldklub.

Det er det russiske nyhedsbureau Interfax, der skriver, at myndighederne pågreb de fire mænd – tre af dem er fra Nigeria, den sidste er fra Burkina Faso – i Sankt Petersborg.

De fire er mistænkt for at frasvindle 800.000 euro (næsten 6 millioner kroner, red.) fra en 'populær' italiensk klub, der troede, at de var i færd med at købe en spiller fra en dansk klub. Spilleren og klubbens identitet er endnu ukendt.

Myndighedernes efterforskning har angiveligt vist, at de fire mænd udviklede en metode til at franarre den italienske klub pengene, da de fandt ud af, at holdet var interesserede i spilleren fra den danske klub.

Champions League-finalen i 2022 spilles i Sankt Petersborg.
Champions League-finalen i 2022 spilles i Sankt Petersborg. Foto: ANATOLY MALTSEV
Vis mere

»De kontaktede en bekendt, der opholdt sig illegalt i Rusland. Han skabte et falsk pas i et fiktivt navn. Det brugte de til at åbne en konto i en bank i Sankt Petersborg. Og derefter skrev de kontodetaljerne i dokumenterne, som de sendte til den italienske klub,« siger talsmand Irina Volk fra det russiske indenrigsministerium.

Den italienske klub overførte siden de 800.000 euro til kontoen i den tro, at den tilhørte den danske klub. Dermed blev de fire mænd næsten seks millioner rigere på baggrund af svindlen.

»Gerningsmændene har allerede formået at bruge en del af pengene. En sum på 57 millioner rubler (cirka fem millioner kroner, red.) er blevet frosset. Alle fire mistænkte er i politiets varetægt,« lyder det fra talsmanden Volk.

Da politiet pågreb de mistænkte mænd, prøvede én af dem at gemme sig på ydersiden af en balkon på 17.-etage af et lejlighedskompleks i byen Murino. Ifølge myndighederne nåede de lige præcis at få ham ind i lejligheden, inden det gik galt. Ved en ransagning af lejligheden fandt politiet ID-papirer, pas, stempler, flere andre genstande samt en harddisk, som vil blive brugt som bevis i efterforskningen.