Mens holdkammeraterne fejrede 4-1-sejren med tvivlsom techno i omklædningsrummet, vandrede Pione Sisto længe hvileløst langs væggene i den lange korridor under Jysk Park i Silkeborg.

Måske havde han lige brug for ro til at reflektere over sæsonens bedste indhop fra hans side. Et tiltrængt lyspunkt i én af karrierens sværeste sæsoner for den tidligere landsholdsprofil, der på denne side af nytår har været langt fra FCM-træner Bo Henriksens startopstilling.

»Ja, jeg synes, at det var okay … jeg forsøger mit bedste. Det har jo været meget fra bænken her på det seneste, og jeg forsøger bare at komme ind i kampene så godt som muligt – og jeg synes personligt, at det har virket fint. Det er sgu o.k.«

Han blev hentet hjem fra Spanien, udset til en rolle som den absolutte stjerne på det ambitiøse midtjyske tophold. Men den 'gamle Pione' er endnu ikke for alvor dukket op på Heden.

Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

Men modgangen har været en lille gave, mener den 27-årige driblekunstner.

»Ja, det har på sin måde været svært. Men meget lærerigt, synes jeg. Især i den periode, hvor jeg skulle … ændre lidt på min mentalitet. Og det har jeg virkelig fået gavn af. Det tager jeg med mig fremadrettet.«

Hvad har du konkret måttet ændre?

Ja, hvad skulle der ændres? Jeg tror ofte, at man begynder at stille sig selv nogle andre spørgsmål, når man står over for nogle udfordringer. De spørgsmål havde jeg aldrig stillet, hvis jeg bare havde spillet alle kampe.«

»Der har været nogle aha-moments, som jeg heldigvis har lært af og tager med mig. Lad mig sige det sådan.«

Pione Sisto har spillet 26 danske landskampe. Og han har også været udtaget af landstræner Kasper Hjulmand et par gange.

Med et VM til vinter, kan det vel ikke være holdbart for dig at være bænkevarmer i en Superligaklub?

»Nej. Det er heller ikke ambitionen, hehe. Det vil jeg gerne sige klart! Selvfølgelig er det her ikke planen. Men som du ved, så har jeg forsøgt at gøre det så godt, jeg kan. Og træneren bestemmer jo.«

»Men mit ønske er at spille hver gang – og på et eller andet tidspunkt får jeg gavn af det hårde arbejde, jeg har lavet.«

Men du er ikke fristet af at sende din agent (Piones bror, Angelo, red.) på klubjagt til sommer?

»Haha, klubjagt! Det er jo min bror, du skal spørge om det. Find ham, og prøv at spørge ham, haha.«

»Men jeg er frisk på rigtig meget. Rigtig meget. Sådan er jeg som person, som du nok selv kan fornemme. Lad os se, hvad fremtiden bringer,« lød det fra Sisto, inden han langt om længe trissede ind til sine jublende holdkammerater.