Den danske venstreback Jacob Barrett Laursen skifter lørdag til den belgiske storklub Standard Liege.

Det bekræfter klubben på sin hjemmeside, efter hans nu tidligere klub Arminia Bielefeld tog afsked med venstrebacken, som landstræner Kasper Hjulmand før har fortalt, at han holder øje med.

27-årige Barrett Laursen har lavet en treårig kontrakt med option på et år mere.

Den tidligere OB-profil stod egentligt til at skulle spille i den tyske 2. Bundesliga, efter at han og Armenia Bielefeld i sidste sæson rykkede ud af den bedste række.

Men han drager altså videre i karrieren efter to sæsoner i Armenia Bielefeld, hvor det blev til i alt 43 kampe og 3 scoringer.

Inden tiden i Tyskland spillede Barrett Laursen syv sæsoner i OB, hvor han opnåede 127 kampe og 8 mål.

På de danske ungdomslandshold har backen opnået 15 kampe, og i 2016 var han en del af den danske trup til OL-turneringen i Brasilien.

Standard Liege har vundet ti mesterskaber og otte pokaltitler i Belgien, men klubbens seneste sæsoner har ikke været prangende.

I sidste sæson blev holdet blot nummer 14 i den bedste række.

/ritzau/