Flere Manchester United-tilhængere kunne ikke holde synet ud.

Deres utilfredshed var dog ikke rettet mod holdet i slutminutterne af tirsdagens kamp mod Wolverhampton.

Fokus var på reserverne Sergio Romero og Marcus Rojo, der slet ikke var på banen.

For i det femte tillægsminut blev der i tv-transmissionen klippet til manager Ole Gunnar Solskjær, og i baggrunden kunne man se de to spillere.

Og de grinte. Og de pjattede med hinanden. Se episoden i videoen øverst i artiklen

På det tidspunkt var Manchester United bagud med 1-2 mod oprykkerholdet, der havde vendt kampen på hovedet - et stort slag for 'de røde djævle' i kampen for at ende i Premier Leagues top-4.

Kommentarerne fra de utilfredse Manchester United-fans var derfor nådesløse:

  • 'Ikke godt at se Rojo og Romero grine og joke på bænken i slutningen af kampen.'
  • 'En total skændsel.'
  • 'Jeg var fortvivlet over at se Romero og Rojo fnise på bænken bag Ole mod slutningen af kampen. Skamfuldt!.'
  • 'Ikke glad. Rojo og Romero var ligeglade med, at vi tabte'.
  • 'Det gør mig dårlig at se, hvordan Romero og Rojo finder det sjovt at grine i det 94. minut. Var der nogen, der bemærkede det?'

Og ja, det var der altså.

Med nederlaget til Wolverhampton forblev Manchester United på femtepladsen i Premier League, og nu har holdet endda spillet en kamp mere end konkurrenterne til topplaceringerne.

Efterfølgende mente Ole Gunnar Solskjær ikke, at nederlaget var helt fortjent.

»Vi spillede godt her til aften og skabte chancer nok til at vinde kampen. Vi vidste, at det ville blive en svær kamp, og vi havde fortjent sejren. Sådan er fodbold, det er ikke ligesom matematik. Nogle dage er marginalerne med dig, men i dag spillede deres målmand fremragende,« sagde nordmanden.

Manchester Uniteds sidste kampe i Premier League er mod West Ham (h), Everton(u), Manchester City (h), Chelsea (h), Huddersfield (u) og Cardiff (h).