John 'Faxe' Jensen er ikke en skruebrækker, fordi han har valgt at hjælpe DBU's nødlandshold midt i konflikten med Spillerforeningen.

Det siger den tidligere EM-helt og ven til den nu midlertidige danske landstræner, Henrik 'Store' Larsen.

Han bakker John 'Faxe' Jensen op i belsutningen om at agere landstræner for en aften i venskabskampen mod Slovakiet onsdag aften, fordi det hjælper dansk fodbold på længere sigt.

»Jeg har ikke selv talt med Faxe, men han gør det for dansk fodbolds skyld. Det sker som opbakning til dansk fodbold, og så må konflikt være konflikt. Man må få det bedste ud af det, der er lige nu,« siger Henrik Larsen til B.T.

Henrik Larsen scorer i semifinale-kampen mellem Danmark og Holland under EM i 1992, hvor han blev topscorer. (Arkivfoto)
Henrik Larsen scorer i semifinale-kampen mellem Danmark og Holland under EM i 1992, hvor han blev topscorer. (Arkivfoto) Foto: Palle Hedemann
Vis mere

Så du forstår godt hans valg om at påtage sig trænerrollen?

»Ja, det er helt fair. Han gør det for dansk fodbold, og det er vel fair nok.«

DBU har gjort meget for at understrege, at hverken John 'Faxe' Jensen eller spillerne skal anses som skruebrækkere midt i den værste konflikt i dansk fodbold nogensinde. Men den udlægning vil formentlig være til debat i store dele af dansk topfodbold.

Nogen vil måske kalde 'Faxe' en skruebrækker. Hvad mener du?

Henrik Larsen og John 'Faxe' Jensen var blandt de bærende på EM-holdet i 1992. (Arkivfoto)
Henrik Larsen og John 'Faxe' Jensen var blandt de bærende på EM-holdet i 1992. (Arkivfoto) Foto: MORTEN JUHL
Vis mere

»Overhovedet ikke. Det handler ikke om Spillerforeningen eller DBU. Der er sikkert skyld på begge sider, men vi ved jo reelt ikke, hvad der foregår, når vi ikke er en del af forhandlingerne. Og der er sikkert også spillere på landsholdet, der ikke kan gennemskue det. Det er en meget uheldig situation. Men 'Faxe' har altid min opbakning,« fastslår Henrik Larsen.

Henrik Larsen stod med John 'Faxe' Jensen bag det danske EM-mirakel tilbage i 1992. Og han ærgrer sig over det scenario, der lige nu udspiller sig på det danske fodboldlandshold.

»Det er pisse ærgerligt, at det er nået så langt ud. Det kan simpelthen ikke passe, at man ikke kan blive enige. Det er landsholdsfodbold, og det er hele fodbold-Danmark, der bliver taget som gidsel. For at sige det på godt dansk - så er det pisse irriterende,« siger Henrik Larsen og fortsætter:

»Det er en katastrofe for dansk fodbold. Længere er den ikke.«