Det sejler både op ad åen, og ned ad Donau igen. Langt, langt ned.

Tirsdag aften nåede det danske landshold godt nok endelig frem til Bratislava, men det er halvanden dag for sent og ikke mindst med et landshold af divisionsspillere og futsalspillere. Med John ‘Faxe’ Jensen og Hasse Kuhn i spidsen skal de stå spille en af de mest absurde landskampe måske nogensinde. En landskamp uden sportslig relevans, men med stor vigtighed for det danske landsholds fremtid. For når kampen spilles, kan UEFA angiveligt ikke straffe DBU.

»Der er vel ikke mange her i lokalet, der ikke er klar over, at det her er en dybt beklagelig og dybt alvorlig situation, vi står i. Jeg håber, at der er mange derhjemme, der forstår, at den her kamp handler ikke om DBU eller Spillerforeningen. Den handler om dansk fodbold. At UEFA ikke skal sanktionere os,« starrede Kim Hallberg, Elitechef i DBU, med at sige på det noget aparte pressemøde.

Landsholdet - eller nødlandsholdet - landede sent på hotellet i Bratislava, hvor også de lokale medier havde fået færten af den gode historie. Men ingen af spillerne kom til det pressemøde, hvor den midlertidigede landstræner John 'Faxe' Jensen satte sig direkte op på stolen, mens hans landshold tog elevatoren op på Grand River Park Hotel til deres værelser. Her skal de sove natten over og vågne op til en dag, de sent kommer til at glemme.

Deres første og måske sidste landskamp skal spilles i Trnava. Det er det ikke for træner JOhn 'Faxe' Jensen, der er træner. Han har selv spillet masser af landskampe, og kærligheden til landsholdet fik ham til at takke ja.

»Jeg blev kontaktet af DBU i går sen eftermiddag, hvor de spurgte, om jeg ville stå i spidsen. Jeg sagde ja på nogle betingelser. Jeg har så stor kærlighed til det danske landshold, at jeg gerne vil bidrage til det her. Det er en kæmpe opgave og måske det største, jeg nogensinde har prøvet. Det er foregået som tju-hej-og-vilde-dyr,« siger  John 'Faxe' Jensen.

DBU brugte det meste af tirsdagen på at skjule, hvilke 24 spillere de har lokket til landskamp i Slovakiet, og de skulle både gemmes bag lastbiler og flyves ud af landet fra Roskilde Lufthavn.

Imens kunne modstanderne lave deres forberedelser som vanligt. På et pressemøde sad landstræner Jan Kozak og landsholdsanfører Martin Skrtel og svarede på spørgsmål. Men først midt i det hele gik det op for dem, at det var en flok danske semiprofessionelle og amatører, der ville møde op på stadion i Trnava.

Og det var ikke noget, der var stor forståelse for i den slovakiske lejr. Her forstod man ikke, hvorfor DBU ikke havde aflyst landskampen.

»Jeg ser et problem på et andet niveau. Det er deres problem, og de må løse det. Men jeg spørger bare: Hvad er meningen med, at de rejser hertil med det hold? Vil de ikke betale en bøde, eller vil de ikke have problemer med UEFA? Og hvornår vil de spille igen for deres land?,« sagde landstræner Jan Kozak.

Men der bliver altså en kamp. Og det bliver med stjernespillere som Marek Hamsik og Martin Skrtel på den ene side, og de spiller så mod spillere fra Vanløse, Tarup-Paarup og Greve. Det er sådan, landet ligger, når Danmark onsdag aften går i kamp. I skyggen af en konflikt, men direkte i hele verdens spotlys.