Det engelske fodboldforbund udtrykker bekymring for baneinvasioner og vil undersøge alle tilfælde.

Den seneste tid har budt på flere baneinvasioner i England, hvor fodboldsæsonen lakker mod enden.

Og Det Engelske Fodboldforbund (FA) er bekymret for 'tilhængernes antisociale opførsel.'

Senest udspillede vilde scener sig på Goodison Park torsdag, da Everton torsdag reddede livet i Premier League med en sejr over Crystal Palace. Et hav af Everton-fans invaderede græstæppet, og en af dem kom i karambolage med Crystal Palace-manager og franske landsholdslegende Patrick Vieira, som endte med at sparke tilskueren. Episoden kan du se i klippet herunder.

Den sag undersøges af Everton og det lokale politi. FA kalder episoden og andre lignende for uacceptable.

»Vi er meget bekymrede for stigningen af tilhængernes antisociale opførsel mod slutningen af sæsonen. Fodboldstadioner skal være sikre og behagelige for alle, og disse episoder er total uacceptable og hører ikke til i vores sport,« skriver forbundet på sin hjemmeside.

FA bekræfter at alle baneinvasioner bliver undersøgt, og hvis muligt bliver de straffet disciplinært.

»Det er ulovligt at træde ind på banen på alle stadioner, og det bringer spillere, fans og folk omkring afviklingen af kampene i fare,« skriver FA.

Politiet havde travlt, da Everton torsdag slog Crystal Palace 3-2 og reddede sig en ny sæson i Premier League.
Politiet havde travlt, da Everton torsdag slog Crystal Palace 3-2 og reddede sig en ny sæson i Premier League. Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er ikke første gang i denne uge, at en baneinvasion får grimme konsekvenser i England.

Tirsdag blev Sheffield United-anfører Billy Sharp nikket en skalle af en baneløber, da han fredeligt stod på sidelinjen og observerede begivenhederne, efter at hans hold havde tabt til Nottingham Forest.

Baneløberen blev senere identificeret og sendt i fængsel i 24 dage, ligesom han fik livstidskarantæne fra Nottingham Forests kampe.

Også en playoffkamp mellem Swindon og Port Vale i League Two torsdag var plaget af en baneinvasion og tumult.

Newcastles cheftræner, Eddie Howe, opfordrer til øjeblikkelig handling.

»Vi skal handle hurtigt, hvis vi vil undgå en potentiel tragedie.«

»Vi nærmer os et farligt territorie, hvor noget i en kamp kan have forfærdelige konsekvenser,« siger Eddie Howe ifølge AFP.

Søndag eftermiddag bliver sæsonens sidste spillerunde i Premier League afviklet.