Da Kasper Dolberg blev solgt til Nice for cirka 150 millioner kroner, regnede han nok ikke med, at han ville blive forfulgt af sort uheld i årevis.

Men det er desværre det, det ligner. For det lader nærmest til, at der hænger en mørk sammensværgelse over danskeren.

»Han er en, som har haft mange problemer. Men han har en stor stjerne her, han er et stort navn og en landsholdsspiller, der gør det godt med Danmark,« siger Clément Brossard, som følger Nice tæt for det franske medie RMC Sport.

Mandag løftede Kasper Dolberg sløret for den mystisk, der på det seneste har holdt ham ude af kamptruppen og sendte ham på en ekspresrejse til Danmark.

Selvom det måske ikke ser sådan ud, scorede Kasper Dolberg to mål i kampen her mod Lille. Det var 14. august, og siden da er det kun blevet til en scoring fra den 24-årige dansker.
Selvom det måske ikke ser sådan ud, scorede Kasper Dolberg to mål i kampen her mod Lille. Det var 14. august, og siden da er det kun blevet til en scoring fra den 24-årige dansker. Foto: PASCAL ROSSIGNOL
Vis mere

Han er ramt af type 1-diabetes, og nyheden kommer i kølvandet på episoder som indbrud, to gange coronasmitte, diverse skader om en storomtalt 'ur-gate'.

»Han er en person, man nemt holder af. Man tænker jo altid, at det ikke er hans skyld. Han kan ikke gøre for de mange ting, han er udsat for. Men fansene kan stadig godt lide ham. Søndag blev han hyldet, da han blev skiftet ind mod Montpellier,« forklarer Clément Brossard.

»Det gjorde han, selvom man på det tidspunkt stadig var i tvivl om, hvad han egentlig fejlede. Men man savner, at han er mere stabil, for han har ikke spillet en hel fuld sæson endnu.«

Lad os tage den fra en ende af.

29. august 2019 blev Kasper Dolberg officielt Nice-spiller, da han blev hentet fra Ajax Amsterdam.

Men under en måned efter sin ankomst forsvandt hans luksus-ur til en værdi af en halv million kroner fra det sydfranske omklædningsrum. Det kostede holdkammerat Lamine Diaby-Fadiga en fyreseddel, da han indrømmede, at det var ham, der stjal 'Dolleren's ur.

Godt et år efter var den gal igen, da Kasper Dolberg fik sig en grim overraskelse efter en landsholdssamling. Da han kom tilbage til Nice, var den dyre Porsche væk, og cirka 15.000 kroner og flere telefoner var forsvundet efter et indbrud.

Skader, blindtarmsbetændelse, to gange coronavirus og nu også diabetes har indtil videre været med til at smadre Dolbergs ophold i den franske Ligue 1.

Jo, det har også til tider været godt fra Dolberg, men det har været meget ustadigt.

»Efter EM var der også høje forventninger til ham, fordi han var så god med Danmark. Så fik holdet ny træner, Christopher Galtier, som kom fra mestrene Lille, så man tænkte, at det ville forløse det hele,« forklarer Clément Brossard.

»Indtrykket blev forstærket af, at han scorede tre mål i sine tre første kampe i denne her sæson. Men nu har han ikke scoret i to måneder.«

Det vanvittige uheld og Kasper Dolbergs kolde og introverte personlighed fik længe pilen til at pege mod, at han ikke faldt til i Nice. At han skulle væk.

I sommer blev det konkret med interesse fra Crystal Palace i Premier League, men alligevel er danskeren stadig Nice-spiller.

»Alle synes, det virker, som om han ikke kan tilvænne sig, at konteksten hernede er dårlig for ham. Hver gang han bliver spurgt, forklarer han bare, at han er glad hernede. Men det er rigtigt, at han ikke oser af livsglæde,« siger RMC Sport-journalisten.

»Han er ret kold og alt andet end Balotelli, der var her inden ham. Han jokede og smilede, selvom han indimellem også fik raserianfald. Men det er virkelig en kæmpe kløft mellem de to. På halvandet år har jeg nok set Dolberg smile to gange til træning.«

På lidt over to år har danskeren spillet 63 kampe for Nice, scoret 20 mål og lagt op til 5. Til sammenligning har konkurrenten i angrebet Amine Gouiri spillet 54 kampe med 22 mål og 12 assister til følge.

Men han kom til klubben et helt år efter den danske bomber.

»Siden Dolberg kom hertil, har fansene altid villet se ham i startopstillingen, og nogle gange spørger man egentlig sig selv hvorfor,« forklarer Clément Brossard.

»Så mange mål scorer han heller ikke. Alle ved, at han er talentfuld og kan score når som helst. Men det, der er foregået uden for banen, har smadret hans sæsoner. Alligevel virker det, som om fansene aldrig holder op med at tro på ham. Og så er han en leder på holdet.«

Efter de seneste ugers mystik grundet Dolbergs fravær, der blev begrundet med 'personlige årsager', fik angriberen endelig meldt ud, at sukkersyge har været grunden til, at han er blevet holdt væk fra banen.

Endnu en dårlig nyhed for angriberen, men utvivlsomt en lettelse for ham at finde ud af, hvilken ulykke han nu var udsat for.