Kasper Dolberg har fået konstateret type 1-diabetes.
Det skriver landsholdsangriberen i et opslag på Instagram, hvor han forklarer, hvorfor han ikke har været på toppen de seneste uger.
'Selvfølgelig kom nyheden som en overraskelse, men jeg er ærlig talt lettet over at have fundet årsagen til, at jeg har følt mig lidt ved siden af mig selv de seneste uger,' skriver han og fortsætter:
'Jeg er lettet over, at lægerne kan fortælle mig, at det med den rigtige behandling ikke vil få betydning for min fodboldkarriere.'
Danmarks topscorer under sommerens EM-slutrunde har på det seneste været ukampdygtig, men var igen at finde på banen for sin franske klub Nice, da han søndag fik de sidste 22 minutter på banen i 0-1-nederlaget til Montpellier i Ligue 1.
Det er knap to uger siden, at Dolberg pludselig rejste til Danmark, efter han ellers skulle have startet inde i et opgør mod Marseille.
Her blev fraværet begrundet med 'personlige årsager'.
Sidenhen blev den målfarlige dansker heller ikke udtaget til det danske landsholds kommende kampe i VM-kvalifikationen, hvor landstræner Kasper Hjulmand heller ikke kunnet fortælle meget om Dolbergs fravær.
Søndag gjorde danskeren så comeback, og han fortæller nu, at han er i klar bedring efter konstateringen af den kroniske sygdom. der også er kendt som sukkersyge.
'Jeg har trænet hele ugen, og jeg har det allerede meget bedre. For at vænne mig til behandlingen har jeg sammen med Kasper Hjulmand besluttet, at jeg ikke skal spille med landsholdet i denne uge,' skriver Dolberg.
'I den forbindelse vil jeg gerne takke klubben og det danske forbund (DBU, red.) for støtten og forståelsen for situationen.'
Generelt har Kasper Dolberg haft en turbulent tid i det seneste halvandet år i Nice, hvor han har været udsat for et røveri, fået stjålet sin Porsche, haft flere skader og været ramt af corona to gange.
Han var senest på banen for det danske landshold i midten af oktober, da han blev skiftet ind i opgøret mod Østrig – dét opgør, der sikrede Danmark VM-billetten.
Kasper Dolberg fik debut for landsholdet i 2016 og har i alt deltaget i 32 kampe. I dem har han scoret ti mål.