Søndag fik Dean Smith sparket i Aston Villa, og det har sat gang i en usædvanlig lavine i det danske.
For landstræner Kasper Hjulmand nævnes nu af flere medier som bejler til managerposten i Birmingham-klubben, og man må altså ikke tage fejl af én ting: Det er et kæmpe job, Hjulmand lader til at være i spil til.
Det mener B.T.s fodboldredaktør, Michel Wikkelsø Davidsen.
»Jeg er bange for, at hvis det her job reelt bliver tilbudt til Kasper Hjulmand, så kan han være fortid som landstræner.«
»Jeg er ikke i tvivl om, at Hjulmand mener det af hele sit hjerte, når han har understreget sin kærlighed til jobbet som hele Danmarks fodboldchef. Men et tilbud om at blive træner i en Premier League-klub er så ekstraordinært, at man som ambitiøs dansk træner næsten ikke kan sige nej til det,« siger Michel Wikkelsø Davidsen.
Aston Villa er en af de helt store traditionsklubber i England og ligger i skrivende stund på 16.-pladsen i Premier League – eller verdens bedste liga, som mange beskriver den.
Fyringen af Dean Smith kommer i kølvandet på fem nederlag i træk, og selvom det sportsligt ligner en opgave, hvor man ikke kæmper med om nogen titler, vil det stadig være en mulighed, der måske aldrig kommer igen for Kasper Hjulmand.
Efter Danmarks vilde EM-slutrunde har han fået fyret godt og grundigt op under gryderne og gjort sit navn brandvarmt internationalt.

»Vi skal huske på, at der kun findes to danskere, der har trænet i Premier League før,« siger Michel Wikkelsø Davidsen med hentydning til Thomas Frank, der lige nu er cheftræner i Brentford, og Michael Laudrup, som havde styrepinden i Swansea.
»Det ville være unikt af Kasper Hjulmand at komme til Aston Villa – den største klub i den næststørste by i England. Det er en helt vild mulighed at træne en klub, der uden problemer bruger 700 millioner kroner på spillere hvert år.«
Landstræneren kom til i august sidste år, og med en kontrakt indtil sommeren 2024 har DBU umiddelbart overhånden i forhold til at holde på en træner, som er kontraktligt bundet til landsholdet.
Men det er ikke en garanti for, at et ægteskab mellem Aston Villa og ham, der førte Danmark til EM-semifinalen, ikke kunne finde sted.
For traditionsklubben er klar til at betale for at få den træner, de vil have.
»Det var ellers her, DBU måske kunne have en lille trumf. For Kasper Hjulmand har ikke nogen frikøbsklausul i aftalen med DBU, og derfor vil der skulle betales kompensation, hvis Aston Villa vil have Hjulmand fri,« pointerer Michel Wikkelsø Davidsen.
»Men det er altså en klub, der betaler transfers på den anden side af 200 millioner kroner og let giver spillerlønninger på over 20 millioner kroner om året. Her kan DBU bare ikke være med.«
Enorm eksponering, mange stjerner og adskillige storkampe: Kasper Hjulmand kan altså se ind i en noget anden fremtid, hvis han får et trænerjob i Premier League.
Og så kommer der formentlig en del flere nuller på hans lønseddel, hvis han løber med en af ligaens 20 trænerstillinger.