Lars B. Jørgensen
Trods føringsmål til Chelsea lykkedes det gæsterne fra Atletico Madrid at vende slaget og sørge for en ren spansk Champions League-finale.

Stabilitet. Kompakt formation. Forsvar og fokus.

Allerede inden Chelsea løb på banen til returopgøret mod Atletico Madrid havde manager José Mourinho lagt præmissen ud. Det var en kamp, der skulle vindes på tålmodighed og kontrol. Mere fodboldhåndværk end kunst.

Det blev ingen af delene. Og for andet år på stribe kan den internationale fodboldverden se frem til en Champions League-finale, hvor to hold fra samme nation kæmper om pokalen med de store ører. Endda i et lokalopgør mellem Real Madrid og Atletico Madrid, som den spanske hovedstad hoverende kan sende en langemand mod de catalanske kæledægger, som i en årrække har forført bolddrenge i alle aldre med futsal-teknik og boldbesiddelse ad libitum.
 
Det blev aldrig Chelseas aften i forårslune London. For trods Fernando Torres' fine føringsmål på smukt opspil fra Willian, som skulle have givet Mourinho og kompagni det fornødne rygstød og de bedste forudsætninger for at "parkere bussen" foran feltet, lykkedes det aldrig for de blåblusede at lukke gæsterne fra den spanske hovedstad ned.

I en kamp, som blev betydeligt mere underholdende og målrig end forventet, var det Atletico Madrid, der udstrålede det største begær efter at vinde, som turde mest og som også osede af det fysiske overskud, der skal til for at nå en Champions League-finale.

José Mourinho henviste allerede inden opgøret til nogle af de skadesproblemer, Chelsea var udfordret af. Fraværet af balancespillere som Frank Lampard, Mikel og Matic, som kunne tage kampen op med gæsternes muskuløse midtbanefolk. Og flytte presset lidt væk fra det bageste bolværk.

Taktisk var det en slags 4-2-3-1 med en midtbanetrio bestående af Azpilicueta, David Luiz og Ramires. Og det kunne måske have være fyldestgørende, hvis ikke Mourinhos øjesten, den belgiske supertekniker Eden Hazard, havde svigtet så groft i det defensive arbejde, den 51-årige portugiser vægter så højt.

Atletico Madrid kom i en mere klassisk 4-4-2. Masser af hurtighed på flankerne fra Turan og Koke. Og fremme i front masser direkte spil fra Diego Costa og Adrian Lopez, som skulle vise sig at blive afgørende.

Chelsea vil ærgre sig over personlige fejl som det forsvarskiks, der åbnede for Juanfrans aflevering til Lopez og 1-1 målet. Fra det tidspunkt var madrilenerne på sejrskurs. Og så hjalp det ikke, at Eto'o blev sendt på banen for Ashley Cole, for Chelsea kunne ikke finde kræfter til for alvor at knække et Atletico mandskab, der lugtede første Champions League finale i klubbens historie.

Hvis Hazards sjusk førte til det udlignende mål, var det Eto'os manglende overblik, som forårsagede det straffespark, Costa køligt huggede i kassen efter en times spil. Og Turan lukkede og slukkede til 3-1 med små 20 minutter igen.

Atletico-manager Diego Simeone jublede i ren bersærkerstil og klædt i bedemandssort. Eller også var argentinerens tøjvalg bare inspireret af de onde hævnere i en Sergio Leone spaghettiwestern. Uanset hvad, er der god grund til at tage festtøjet på til finalen mod Real Madrid 24. maj.