»Da jeg kom hjem fra Sporløs, prøvede jeg at lave et stamtræ. Det var fuldstændig umuligt. Min far havde 18 søskende, så jeg havde over 50 nevøer og niecer, samt flere 100 fætre, kusiner, tanter og onkler...«

Ordene kommer fra 54-årige Thomas Knudsten, der deltog i programmet Sporløs for tre år siden.

I programmet møder han sin tyrkiske far, Vedat Hussein, for første gang.

Til efteråret viser DR otte nye afsnit, hvor vært Ditte Haue hjælper danskere med (forhåbentligt) at blive genforenet med deres biologiske mor eller far.

Thomas Knudsten blev genforenet med sin biologiske far i tv-programmet Sporløs.
Thomas Knudsten blev genforenet med sin biologiske far i tv-programmet Sporløs.
Vis mere


B.T. har besøgt nogle af de tidligere medvirkende, for at høre, hvad mødet med deres nye familie har betydet for deres dagligdag.

Her er Thomas Knudstens historie:

Thomas' forældre mødte hinanden i London i 1964, hvor Thomas' mor, Bodil, blev gravid. Derefter så hun ingen anden udvej end at tage tilbage til Danmark og føde sit barn. Thomas' far, var dog ikke helt færdig med det engelske natteliv, så han tog ikke med.

Thomas' mor døde for 10 år siden, derefter voksede nysgerrigheden efter at finde sin biologiske far.

Thomas Knudstens mor blev gravid i 1964, da hun arbejdede i London. Hun rejste derefter tilbage til Danmark og mødte aldrig Thomas' far igen.
Thomas Knudstens mor blev gravid i 1964, da hun arbejdede i London. Hun rejste derefter tilbage til Danmark og mødte aldrig Thomas' far igen.
Vis mere

I programmet ser man det rørende gensyn med far og søn, og kærligheden har heldigvis holdt ved. Thomas har fået over 250 nye familiemedlemmer på Cypern, hvor faderen oprindeligt er fra.

Faderen bor stadigvæk i London, men har aldrig glemt, at han gjorde en dansk kvinde gravid. Vedat Hussein er dog sidenhen blevet gift og har fået en datter, som er Thomas' halvsøster.

Efter programmet sluttede, rejste Thomas og hans familie tilbage til Cypern, hvor de mødte de mange nye familiemedlemmer. Familien har været på Cypern flere gange siden og har også besøgt faderen i London.

»Jeg kalder ham Dad, når vi ses, og der står også Dad på min telefon, når han ringer,« fortæller Thomas Knudsten.

Thomas Knudsten fra Sporløs fik pludselig en ny familie.
Thomas Knudsten fra Sporløs fik pludselig en ny familie.
Vis mere

»Min far har dog kun været her i Danmark en enkelt gang, men han er jo også en ældre herre, så jeg tror ikke, han kommer igen.«

Før bestod Thomas' familie kun af fem medlemmer, men den er nu vokset til over 250. Det kan til tider give nogle udfordringer, da de mange tyrkiske navne kan volde en del problemer.

»Jeg kan overhovedet ikke huske navnene på dem allesammen, og så kalder de hinanden det samme. En faster hedder »Halla«, men hvis de så er flere, og man bare siger »Halla«, så kommer de jo allesammen..., så jeg roder rundt i det.«

»Det har været en helt utrolig oplevelse at møde min rigtige far. Jeg kan se så mange ligheder mellem os, og nu ved jeg i det mindste, hvem jeg har arvet min dårlige humor fra,« siger Thomas og griner.