»Jeg havde mødt manden i mit liv, og jeg ville gerne giftes. Men mit ansigt så miserabelt ud. Jeg følte mig ikke smuk nok til at være brud.«
Susanne Elisabeth Nielsen var en køn ung kvinde med store modeldrømme og endelig en fod indenfor i en branche, hvor udseendet er alt.
Men en tragisk ulykke rev både modeldrømmene og Susannes ansigt fra hinanden.
»Det ene sekund syntes jeg selv, jeg så godt ud - det næste lignede jeg et monster.« siger den i dag 52-årige kvinde, der torsdag medvirkede i TV3-programmet 'Mit plastikmareridt'.
Hun var 27 år, da hun ramte en stor sten med sin bil, og livet blev ændret for altid. Bilen væltede om på siden, og en stor kasse fløj ind gennem ruden og tog hendes underansigt med. Øjet hang uden på kinden, næsen blev revet af, og både gane og kæbe blev knust.
I halvanden uge lå hun i koma, og efterhånden faldt hævelsen under de 64 sting så meget, at hendes børn på to og seks igen kunne genkende hende. Det havde de ikke gjort, første gang de gik lige forbi hende på hospitalet, og der sad rør i hendes næse, som skulle danne helt nye næsegange.
»De fik ikke lov at se mig lige med det samme, men jeg snakkede med dem i telefonen, og min søn vendte sig om til sin far og sagde: 'Men mor snakker da dansk?' Det kunne han ikke forstå, for derhjemme havde de snakket om, jeg ville være bundet sammen i munden med wire i et halvt år, så jeg ikke kunne snakke, som jeg plejede,« siger Susanne Elisabeth Nielsen til B.T.
I begyndelsen veg børnenes far ikke fra hendes side. Han fodrede hende gennem et sugerør, rensede hendes øjenhule og passede på hende efter hvert eneste forsøg på en forskønnende operation, som efterhånden talte 10-15 stykker.
Men parret voksede fra hinanden, som det jo sker af og til. Og hun skulle ud på datingmarkedet igen.
Men hvad ser en fremmed mand, når man selv ser et monster?
Heldigvis dukkede Kim op.
Susanne Elisabeth Nielsen havde oprettet en datingprofil og lagt et billede op, taget fra en vinkel hvor man næsten ikke kunne se arrene, glasøjet, lammelserne, den manglende mimik og det asymmetriske ansigt. Det satans asymmetriske ansigt med det manglende højre kindben, som i 25 år havde været Susannes største sorg.
Kim så ikke alle fejlene. Så da de begyndte at skrive sammen, sørgede Susanne Elisabeth Nielsen for at gøre opmærksom på dem. For at forberede ham den pæne mand, der selv havde så dejlige brune øjne.
»Jeg skrev, at jeg havde været ude for en ulykke. Men det var han ligeglad med - det var ikke det, han kiggede efter. Nej nej, tænkte jeg, så måtte vi jo bare vente til han kom, så skulle vi nok få se,« husker hun tilbage.
»Men da han først var kommet, syntes han, jeg var gudesmuk, og så er han jo aldrig gået igen.«
For Kim endte med at fri til Susanne, som han ikke tøvede med at kalde 'en fantastisk smuk kvinde'.
»Jeg troede ikke på ham. Han har altid været så god af sig, men jeg har jo også øjne i hovedet. Og jeg kunne jo godt se, hvordan jeg så ud.«
Tirsdag aften medvirkede Susanne Elisabeth Nielsen i TV3-programmet 'Mit plastikmareridt', hvor to af landets mest anerkendte plastikkirurger, Marie Louise von Sperling og Jens Jørgen Elberg fra Amalieklinikken i København, retter op på fejlslagne skønhedsoperationer.
Men Susanne Elisabeth Nielsens mange operationer har ikke været fejlslagne. Når man syer et underansigt tilbage på plads, fokuserer man bare mere på at holde patienten i live end på at gøre resultatet smukt, lyder det fra programmets eksperter, der derfor ikke kunne love et mirakel, da mimik allerede var gået tabt og akkumuleret arvæv fra de mange operationer gjorde arbejdet vanskeligt.
Susanne Elisabeth Nielsen er alligevel lykkelig her to år efter, at den sidste operation er overstået og TV3s kameraer er slukket.
»I dag føler jeg mig smuk, når jeg kigger mig i spejlet. De har fået løftet min flade kind, så mine kinder er ens. Jeg er så glad for det, de har gjort.«
Faktisk er hun så glad for sit nye ansigt, at Susanne Elisabeth Nielsen, der ellers altid havde sagt, at hun var for grim til at blive gift, for nylig spurgte sin forlovede, om han ikke havde lyst til at fri til hende igen.
»Vi havde snakket om det, og jeg drillede ham med, at nu var det efterhånden så lang tid siden, han sidst var på knæ, at jeg ikke kunne huske det. Så han gjorde det igen, og til næste sommer skal vi giftes.«
Susanne Elisabeth Nielsen glæder sig. Til det afslappede udendørs bryllup. Til at sige ja til sin mand. Og til endelig at få taget smukke bryllupsbilleder, som hun har lyst til at kigge på mange år frem.
